
Kommuner og opstillere af vedvarende energi får nu nye muligheder for en mere enkel og dermed hurtigere miljøvurderingsproces, når de vil opstille solceller eller vindmøller på land.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har netop sendt et udkast til bekendtgørelse i høring, hvor der åbnes mulighed for at udpege såkaldte fremskyndelsesområder, hvor papirarbejdet kan gå hurtigere.
Når bekendtgørelsen er på plads, kan områder, hvor der planlægges for solceller og vindmøller på land, udpeges som et fremskyndelsesområde af den pågældende kommune. Det kan ske efter ønske fra kommunen selv eller efter ønske fra opstilleren, altså dem der kender lokalområderne og projekterne bedst, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Fremskyndelsesområder vil være områder, hvor opstilling af solcelle- eller vindmølleprojekter ikke forventes at have væsentlige miljøpåvirkninger. Derfor kan det sædvanlige krav til opstiller om en fuld miljøkonsekvensvurdering erstattes af en mere simpel proces.
Kan godt gå hurtigere
- Tempoet skal op. For energi fra sol og vind er den hurtigste og billigste vej til mere vedvarende energi, som bidrager til et mere grønt og sikkert Danmark. Vi skal stadig passe på både miljø, dyreliv og lokalområdet, men nogle steder kan processen godt gå hurtigere, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
Det er nye elementer i EU’s VEIII-direktiv, som giver landene i Europa mulighed for at udpege fremskyndelsesområder til projekter for vedvarende energi.
Bekendtgørelsen implementerer samtidig regler for lignende fremskyndelsesområder for el-infrastruktur, hvilket partierne bag en aftale i december om hurtigere udbygning af elnettet bakker op om. Aftalen blev indgået mellem regeringen, SF, Liberal Alliance, De Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale.
Initiativer til mere vedvarende energi på land
Mulighed for fremskyndelsesområder for både solceller, vindmøller og for elnettet.
Aftale om udpegning af energiparker med bl.a. én indgang til sagsbehandling.
Styrkede VE-ordninger med bl.a. større bonus til naboer og større opstiller-bidrag til grøn pulje til gevinster i lokalsamfundene.
Mere effektive klageprocesser bl.a. med mere brug af frister.
Målrettet årligt tilskud på 200 mio. kr. til kommuner med mest VE.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Udkastet til bekendtgørelse kan læses på Høringsportalen.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.