AARHUS: I den kommende uge skulle de afsluttende forhandlinger imellem partierne i byrådet begynde i sagen om en mulig udvidelse af Aarhus Havn.
Men tilsyneladende har nogle partier allerede taget hul på forhandlingerne. Det mener i hvert fald løsgænger Jakob Søgaard Clausen, der nu retter en hård kritik imod borgmester Jacob Bundsgaard (S). Det skriver TV2 Østjylland.
- Det er da magtarrogance ud over alle grænser bare at afholde politiske forhandlinger med vennerne og så foregive, at de reelle politiske forhandlinger først starter senere, skriver han i opslag på Facebook.
Afviser kritikken
Årsagen til kontroversen er, at byrådets politikere ifølge Jakob Søgaard Clausen den 27. januar modtog omkring 300 sider, der inkluderede rapporter, analyser og anbefalinger fra et borgerpanel. To dage senere skulle byrådet så have startet på forhandlinger om, hvordan en en udvidelse af havnen kan se ud.
Det var dog alt for kort tid til at forberede sig ordentligt, mente en række kritikere i byrådet, herunder Jakob Søgaard Clausen, og borgmesteren udsatte derfor forhandlingerne til den 7. februar. Men i løbet af denne uge begyndte løsgængeren at høre noget fra sine politiske kolleger.
- Jeg hører fra flere partier, at de har været til forhandlinger og har mødtes med borgmesteren. Det undrer mig noget, når vi har fået at vide, at det først er på tirsdag, vi har fået at vide, vi skal mødes til forhandlinger, siger Jakob Søgaard Clausen.
TV2 Østjylland har søndag kontaktet borgmester Jacob Bundsgaard (S) for en kommentar til kritikken. Han afviser urent trav og kalder det "naturligt", at han mødes med andre partier.
- Afholdelsen af et sonderingsmøde i sidste uge er vist ganske langt inden for vores almindelige demokratiske spilleregler. Ligesom Jakob Søgaard mødes med andre partier, så er det naturligt, at Socialdemokratiet mødes med andre partier, skriver borgmesteren i en sms.
Jacob Bundsgaard tilføjer, at han altid holder møder med forskellige partier inden afsluttende forhandlinger.
mag
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.