
Det trækker ud med at lande en aftale om, hvordan affaldssektoren kan blive grøn og mere klimavenlig.
Der har været stor kritik af regeringens forslag om, at de kommunalt ejede forbrændingsanlæg skal laves om til fx aktieselskaber, og at private affaldsselskaber skal have mulighed for at konkurrenceudsætte de kommunale anlæg.
Nu rejses der også kritik af regeringens beregninger af forslaget.
Uklar beregning
Ifølge dagbladet Information fremgår det af et notat i forhandlingerne, at den samlede affaldspakke vil levere en CO2-reduktion på 700.000 ton årligt i 2030, og at den kontroversielle nye organisering på området ventes at levere de 140.000 ton heraf. Det er mindre end en tiendedel af forbrændingsanlæggenes samlede udledning i 2030, hvis alt fortsætter uændret.
Samtidig undrer Rådet for Grøn Omstilling sig over, hvordan man overhovedet kan sætte tal på, hvad en liberalisering vil betyde.
- Et liberaliseret marked vil ikke som udgangspunkt have lyst til, at der bliver mindre affald. Så hvis man går den vej, skal man virkelig sikre sig, at man får nogle incitamentsstrukturer, der leverer de reduktioner, man vil have. Det står ikke klart i regeringens udspil, hvordan man opnår det, siger rådets direktør, Claus Ekman, til Information.
Luftigt grundlag
Klimaminister Dan Jørgensen (S) har over for flere medier forsvaret forslaget med, at konkurrence mellem anlæggene vil resultere i færre, men mere effektive anlæg, så den bedste løsning for klimaet vinder.
Men hvad den forventning bygger på, har professor Frede Hvelplund fra Institut for Planlægning på Aalborg Universitet svært ved at se.
- Jeg kan ikke lide, at man lader det hele bero på en forventning. Man bør lave en analyse af, om det er sandsynligt. Det har jeg ikke set. Så jeg synes, det er en beslutning, der bliver taget på et luftigt grundlag. Man kunne godt komme længere ved at regne mere præcist på det, siger han til DR.
Støttepartierne SF og Enhedslisten og til dels De Radikale er også langt fra overbeviste. De protesterer mod regeringens udspil, som det blandt andet fremgår af et tweet tirsdag fra Enhedslistens klimaordfører Mai Villadsen.
Troede at vi endelig skulle i gang med klimaforhandlinger - men ind ad døren træder ministeren med en privatiseringsplan, der sætter indtjening over hensyn til klima og borgere. Virkelig skidt start for at sige det mildt #dkpol #dkgreenhttps://t.co/FuIyLOuaty
— Mai Villadsen (@MaiVilladsen) June 9, 2020
Som tidligere omtalt har også en lang række kommuner protesteret mod planerne. De advarer om, at privatisering kan blive en dyrere og ikke nødvendigvis bedre løsning. I stedet ønsker kommunerne at indgå en aftale med regeringen om, hvilke forbrændingsanlæg der skal udfases hvornår.
Hvis ren konkurrence skal afgøre, hvem der må lukke, vil det udløse andre problemer, advarer KL-næstformand Martin Damm (V).
- Regeringen taler kun om affald, men de glemmer, det er en del af fjernvarmen. Hvis et anlæg i en eller anden købstad går konkurs, fordi der ikke er noget affald at brænde, så har de heller ikke noget varme i den by. Derfor er det bedre at lave en plan for, hvordan man får taget kapacitet ud af sektoren. Så har vi også en mulighed for at fordele regningen til alle danskere, siger han til DR.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.