
I de seneste fem år har 28 kystkommuner bremset kystbeskyttelsesprojekter på grund af økonomi, lovgivning og borgermodstand. Det viser en rundspørge af magasinet Momentum, der udgives af KL.
Her har 55 ud af 77 kystkommuner svaret.
Resultatet afspejler virkeligheden, siger Birgit Stenbak Hansen (S), formand for KL's Klima- og Miljøudvalg.
- Der er behov for, at vi tænker langsigtet, hvis vi skal imødekomme de udfordringer, som vandmasserne stiller os, siger hun.
- Det kræver nogle ændringer i lovgivningen, hvis ikke borgermodstand og naturhensyn skal stå i vejen for, at vi kan få lavet de nødvendige sikringer af kysterne.
Rundspørgen fra Momentum har til formål at tegne et billede af, hvilke udfordringer kommunerne står over for i kystbeskyttelsesprojekter.
Tempo sænket i Odense
I Seden Strandby i Odense Kommune har lovgivning om naturbeskyttelse sænket tempoet på arbejdet med en dige vest og nord om den lille bydel.
Området er en del af Natura 2000. Det er en kortlægning af en række beskyttede områder i EU, som skal sikre beskyttelse af nuværende og potentiel natur.
Kystbeskyttelsesprojektet lægger blandt andet op til, at flere huse tættest på kysten skal have et dige igennem haven for at beskytte mod stormflod.
- Det skal gøres ordentligt, og vi skal passe på naturen. Det tager derfor længere tid og kræver, at vi arbejder på en anden måde, end vi vil have gjort, hvis kravene ikke var der, siger funktionsleder for klimatilpasning og spildevand Michelle Moustgaard Birch.
Regeringen har fokus på netop kystbeskyttelse i Klimatilpasningsplan 1, men den vil derudover forlænge kystpuljen. I den kan kommuner søge tilskud til anlægsinvesteringer i diger og anden kystbeskyttelse.
Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i et skriftligt svar.
- Vi ser ind i en fremtid med mere ekstremt vejr og stigende vandstande, og derfor ønsker regeringen, at der kommer mere tempo på kystbeskyttelsen af Danmark, lyder det.
- Som en del af planen har regeringen desuden nedsat en taskforce, som skal vurdere behovet for nye indsatser som følge af ny viden, vurderinger af risici og reguleringsmæssige udfordringer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.