dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Droppet kystsikring er på vej til at genopstå
Kysterne i Nordsjælland skal beskyttes ved, at store mængder sand og sten pumpes op på stranden, som man her har gjort ved den jyske vestkyst. (Arkivfoto)
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Droppet kystsikring er på vej til at genopstå

Tre nordsjællandske kommuner truede sidste år med at droppe stort kystbeskyttelsesprojekt, fordi det blev for dyrt. Nu genoplives det.
23. MAR 2024 12.30

HALSNÆS / HELSINGØR / GRIBSKOV: I maj sidste år advarede borgmestrene i Halsnæs, Helsingør og Gribskov om, at deres store, fælles kystbeskyttelsesprojekt Nordkystens Fremtid måtte lukkes ned, hvis ikke miljøminister Magnus Heunicke (S) fandt statslige penge at bidrage med. 

Projektet indebærer, at store mængder sand og småsten skal pumpes op på strandene for at beskytte dem, hvilket går ud over livet på en række stenrev. Miljøministeriet har krævet, at der udlægges nye stenrev, og det fordyrer projektet.

Ministeren afviste imidlertid på et møde i august at finde flere penge end de godt 67 mio. kr., projektet allerede havde fået, og det fik Halsnæs-borgmester Steffen Jensen (S) til at konkludere, at projektet dermed var lukket ned.

Nu er det imidlertid på vej til at blive genoplivet. Byrådene i både Gribskov og Halsnæs har vedtaget at gå videre med projektet, og i Helsingør anbefaler økonomi- og erhvervsudvalget, at byrådet her gør det samme på sit næste møde efter påske.

Penge fra kystpulje

Via den statslige kystpulje har de tre kommuner før nytår fået yderligere 19,1 mio. kr. oveni de allerede tildelte 67 mio. kr., og kystpuljen er blevet forlænget, så der bliver mulighed for at søge igen i år. Desuden vil kommunerne søge om tilskud i et EU-Life-program, som i givet fald vil kunne dække 60 pct. af anlægsudgiften, fremgår det af dagsordener fra møderne.

Ifølge dem kan de grundejere, som får glæde af kystbeskyttelsen, blive pålagt at betale de ekstra udgifter til nye stenrev. Det betyder konkret, at det meste af udgiften til stenrev vil blive pålagt grundejere i Gribskov Kommune. Tilsvarende bliver det især borgere i Helsingør, der skal betale ved behov for flytning af badebroer og forlængelse af udløbsrør.

Halsnæs Kommune ejer 20 pct. af kyststrækningen, og derfor vil kommunen som grundejer blive opkrævet omkring 3,5 mio. kr.

Tidsplanen er nu, at de næste par år går med myndighedsbehandling, ansøgninger, udbud m.m., og at selve anlægget kan udføres i 2027-2028.

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.