GLADSAXE: Kun 43 byer i hele verden scorer topkarakter på den netop offentliggjorde liste fra Carbon Disclosure Project, som ranglister byer, der aktivt arbejder for at nedbringe klimaforandringer. Gladsaxe er blandt de tre kommuner i Skandinavien, som har opnået topkarakter på listen, oplyser kommunen.
I forbindelse med FN's klimatopmøde i Paris i december 2015 underskrev daværende borgmester Karin Søjberg Holst (S) en international klimapagt 'Global Covenant of Mayors', hvor en lang række byer verden over forpligtede sig til at gå aktivt ind i bekæmpelsen af klimaforandringerne. Det gjaldt om at sætte ambitiøse klimamål og gå i gang med at indfri dem. Et vigtigt element i pagten er at inddrage borgere og virksomheder - og at dokumentere indfrielsen af målene.
Hvert år rapporterer over 600 byer i verden deres klimadata til Carbon Disclosure Project (CDP). Nu er byerne for første gang tildelt en score fra A til D. Kun syv pct. af byerne har lige som Gladsaxe opnået topkarakteren A.
- Det er fantastisk, at vi er med helt fremme blandt verdens byer, når det gælder klimaindsatsen, og det er resultatet af en mangeårig indsats på klimaområdet. I 2018 var vi den første kommune i Danmark, som indarbejdede FN's Verdensmål i vores kommunestrategi, Gladsaxestrategien, og det betyder, at klimaindsatsen er en naturlig del af den daglige drift og udvikling på alle niveauer, siger borgmester Trine Græse (S).
Følger fremskridt og overvåger risici
Ved at rapportere klimadata gennem det internationale Carbon Disclosure Project, øger Gladsaxe sin klimaforpligtelse og får mulighed for at følge fremskridt, overvåge risici og sammenligne sig med andre byer.
- De parametre, der bliver målt på, er blandt andet, hvor gode vi er til at reducere byens udledning af klimagasser og til at imødegå klimaforandring. Vores mangeårige samarbejde med byens borgere og virksomheder om energitiltag og grønne transportvaner, og de mange klimatilpasningsprojekter, vi har gennemført, er blot et par eksempler på tiltag, vi bliver belønnet for i vurderingen, fortæller Anne Stougaard, projektleder for Klima og Bæredygtighed i Gladsaxe Kommune.
Se listen over alle 43 byer med topkarakter på cdp.net.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.