
NÆSTVED: Administrationen har sagt ja til en miljøgodkendelse, og det kunne efter reglerne ikke være anderledes, lyder det fra forvaltningen. Men det politiske udvalg ønsker i enighed at få reglerne ændret.
En svinefarm ved Næstved - Tybjerggaard Breeding - fik i juni kommmunens miljøtilladelse til udvidelse indklaget til Miljøklagenævnet. Både en klage fra en nystiftet lokal Miljøforening og én fra Greenpeace går blandt andet på, hvad der er blevet kaldt matrikelfinten. Finten går ud på, at bedriften ved at opdele en matrikel i to separate bedrifter kan omgå krav om at få forureningspåvirkningen fra de to bedrifter lagt sammen. Dermed kan den samlede udledning blive større, uden at man bryder loven.
Nu skriver Klima-, Miljø- og Friluftsturismeudvalget i Næstved til miljøminister Magnus Heunicke (S) for at gøre "opmærksom på en uhensigtsmæssighed i
lovgivningen omkring miljøgodkendelse af større husdyrbrug, som ligger meget tæt på hinanden. Du kender givet problematikken."
"I Næstved Kommune har vi for nylig meddelt godkendelse til en større svineproduktion i nye bygninger. Den ligger meget tæt på en anden stor svineproduktion, som tidligere har ligget på den samme ejendom, men som for nyligt er blevet udstykket i en selvstændig ejendom. De to ejendomme/staldanlæg kommer ikke til at være teknisk eller driftsmæssigt forbundne, men i forhold til lugt og ammoniak vil de to ejendomme/staldanlæg blive forureningsmæssigt forbundne, og påvirkningen af naboerne og miljøet fra de to ejendomme vil ikke kunne adskilles."
Genbesøg loven
Henvendelsen, der er underskrevet af udvalgets formand Rune Kristensen (K), fortsætter:
"Dermed kommer miljøet og naboerne ikke til at opleve den beskyttelse af omgivelserne, som loven ellers generelt tilsigter. Som fagudvalg på området ønsker vi med denne henvendelse at understrege behovet for, at loven genbesøges. Der bør ses på en justering af lovgivningen, så det ikke er muligt at undgå en samlet vurdering af to eller flere stalde ved at udmatrikulere dem. Dermed vil kommunerne kunne tage hensyn til den samlede påvirkning af miljøet og de omkringboende ved udvidelse af større husdyrbrug."
Tybjerggård skriver på sin egen hjemmeside, at gården er en af landets ældste storgårde, hjemmehørende i Næstved Kommune.
Tybjerggaard/Fuglsang er en familieejet virksomhed, som startede tilbage i 1980 og er i dag en af Danmarks førende avls- og opformeringsbesætninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.