
Aalborg: 16 hektar havbund skal omdannes til stenrev, der på sigt skal blive til et nyt hjem for fisk, sorthummere og tangskove. Det skriver Nordjyske. Stenrevet hedder "Hummerbakke" og er ét af fire stenrevsprojekter i Aalborg Kommune. Projektet er en del af projekt "Kysthjælper", som går ud på, at der indsamles store sten, der kan udlægges i Limfjorden.
- Stenrev er enormt vigtige, fordi tang kun kan fæstne sine rødder på hårde overflader som sten. Og det er tangskovene, der giver skjul til små fisk, rejer og mange andre væsner. Stenrev giver derfor større plantediversitet - og også et større og mere varieret dyreliv, siger Klavs B. Frederiksen, der er projektleder ved Limfjordsrådets sekretariat til mediet.
- Det er desværre sådan, at Limfjorden har det enormt svært på grund af dårlig vandkvalitet og iltsvind. Vi skal forstå, at vi genopretter ikke Limfjordens liv alene ved at lave stenrev. Men stenrevene er vigtige, hvis vi samtidig også gør noget for at genoprette vandmiljøet. Stenrevene kan være med til at genskabe nogle af de miljøer, der var i fjorden engang, forklarer han.
Fjordfonden
Fjordfonden har givet tre millioner kroner til projektet. Fonden blev stiftet i slutningen af 2024 med en støtte på 50 millioner kroner fra den fynske virksomhed United Shipping & Trading Company (USTC). Nu er de første ti millioner fordelt blandt fem modtagere med projekter i hele Danmark.
For at komme i betragtning til en donation, er det afgørende, at der er tale om et konkret projekt, hvor der også kan dokumenteres en reel forskel for vandmiljøet, samt at området er udpeget af Miljøministeriet som en af de 20 fjorde, hvor vandmiljøet skal være markant forbedret om tre år.
- Vi har fået rigtig mange gode fondsansøgninger til projekter, og vi vil fra bestyrelsen også meget gerne opfordre endnu flere projekter, som bakker op om dette vigtige formål, til at søge igen næste år, siger Mads Leth, bestyrelsesformand for Fjordfonden, i en pressemeddelelse.
- De projekter, som vi har valgt at støtte i år, har det til fælles, at der ligger en klar handleplan og en realistisk tidshorisont for udførslen, sådan at vi kan se resultater i fjordene hurtigst muligt. Det drejer sig i langt de fleste projekter om udlægning af sten til at øge biodiversiteten eller udplantning af flora, som kan optage det kvælstof, der kvæler vandlivet, men også vandkvalitetsanalyse og vidensdeling er en del af fondsmålet, siger han.
Modtagerne af donationerne er:
Haderselv Kommune:
Tildelt 2.276.205 kroner
Projekt: Støtte til etablering af en hot spot analyse i oplandet til Haderslev Fjord med henblik på udtagning og omlægning af landbrugsjord i oplandet til Haderslev Fjord.
Horsens Kommune:
Tildelt 1.630.000 kroner
Projekt: Der ydes tilskud til en del af et større projekt der forbedrer forholdende for de vandrende fisk, reducerer udledning af næringsstoffer til fjorden og skaber mere sammenhængende natur, både på land og i vand. I vandet vil stenudlægningen øge biodiversiteten og medvirke til at genskabe den økologiske tilstand i fjorden.
Odense Fjord Samarbejdet:
Tildelt: 295.000 + 1.298.795 kroner. Der ydes støtte til to projekter
Projekter: Stenrev - Odense Fjord Samarbejdet ønsker i samarbejde med repræsentanter fra Odense Fjord Samarbejdets partnerkreds at indsamle natur- og marksten til etablering af stenrev i Odense Fjord. Natur- og markstenene skal indsamles fra lokale aktører.
Industriel hamp: Projektets mål er at undersøge mulighederne for at anvende industriel hamp (Cannabis sativa) som afgrøde og barrierebeplantning til optag af kvælstof (N) og fosfor (P) og dermed reduktion af næringsstofudledningen fra dyrkede arealer til f.eks. Odense Fjord.
Slagelse Kommune:
Tildelt: 1.500.000 kroner
Projekt: Der ydes støtte til en del af et større projekt til genopretning af Skælskør Fjord omhandlende konkrete projekter for etablering af ålegræs, blåmuslinger og stenrev.
Aalborg Kommune og Limfjordsrådet
Tildelt: 3.000.000 kroner:
Projekt: Projektansøgningen afgrænser sig til ét af de fire projektområder og yder tilskud til et ”køreklart” stenrevsprojekt ved ”Hummerbakke”. Det er et stenrevsprojekt, der straks kan igangsættes.
MBH
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.