
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) erkender selv, at han skal være meget varsom med et nyt lovforslag, som skal sætte fart under Forsvarets byggeprojekter, som ofte strander i bøvl og bureaukrati.
Men trods erkendelsen mener en række organisationer, at forsvarsministeren får for meget magt, når hensyn til miljø, planlov og borgernes ret til at klage vil kunne tilsidesættes. I særlige tilfælde i fuld fortrolighed. Det fremgår af en række høringssvar.
- Med lovforslaget overlades beslutningskraften dog til et lukket kredsløb, hvor det reelt bliver regeringen selv, der vurderer, hvornår der kan ses bort fra almindelige retssikkerhedsmæssige garantier, skriver Justitia.
Tænketanken kalder det en bekymrende tendens, hvor "centrale retssikkerhedsgarantier og retsstatsprincipper begrænses med henvisning til nødvendighed og sikkerhed".
Slidte kaserner
På grund af truslen fra Rusland haster det med at få opgraderet Forsvarets faciliteter ved at bygge og renovere faldefærdige kaserner og andet, som i årevis er blevet forsømt. Men hensyn til miljø, støj og borgere forsinker for ofte processen, mener regeringen.
Danske Advokater, der repræsenterer de danske advokatvirksomheder, er også bekymret for det nye lovforslag.
- Statsforfatningsretligt vil ordningen give vedkommende minister hjemmel til intensive indgreb i borgernes frihed og ejendom gennem beslutninger, skriver Danske Advokater i deres høringssvar.
Lovforslaget giver vide beføjelser til at fravige gældende lovgivning uden offentlighedens kendskab, hvilket Green Power Denmark kritiserer.
- Det efterlader en retlig usikkerhed om omfanget og dybden af disse muligheder, idet gennemførelsen potentielt kan varetages af "vedkommende minister", skriver talerøret for den danske energisektor.
Organisationen fremhæver en risiko for forsyningssvigt og forsinkelser og foreslår en tæt dialog mellem bygherrer og ledningsejere, da arbejdet med elnet kræver høj faglig ekspertise.
Lovforslag er "meget vidtgående"
Troels Lund Poulsen erkendte selv ved fremlæggelsen i maj, at forslaget er "meget vidtgående".
- Vi vil selvfølgelig bruge den her lov med meget, meget stor varsomhed. Det siger sig selv. Det er ikke noget, vi nogensinde før har haft erfaringer med, sagde forsvarsministeren.
På grund af lovforslagets vidtgående karakter indeholder det en solnedgangsklausul, der betyder, at den udløber i 2028.
Folketinget er helt ekstraordinært indkaldt til førstebehandling af lovforslaget 14. august, og håbet er at vedtage det inden for et par uger.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.