
Miljøministeriet kommer nu til at forholde sig til, om der på Gudenå - mellem Silkeborg og udløbet ved Randers - skal skæres grøde en enkelt eller to gange om året.
Vandløbsregulativer med fælles retningslinjer har ladet vente på sig, når det gælder en 58 kilometer lang strækning af Gudenå. De seneste regulativer er fra 2000 og utidssvarende, så der arbejdes på mere ensartet praksis mellem fire af Gudenå-kommunerne: Randers, Favrskov, Viborg og Silkeborg.
Med hensyn til grødeskæringen er der uenighed om den fremtidige praksis, og nu skal uenigheden bringes for miljøministeren. Det har byrådet i Viborg afgjort.
Det er fastsat i det gældende regulativ, at grøden skæres en gang årligt i syv meters bredde på strækningen fra Silkeborg til Tange Sø og i ti meters bredde fra Tange Sø til Randers. Derudover kan der efter en konkret vurdering udføres supplerende vedligeholdelse. Gennem den aflange Tange Sø skæres en 20 meter bred strømrende.
I 2015 overvejede styregruppen mellem de fire kommuner at ændre strategien for grødeskæring for at afbøde de stadigt stigende vandstande i åløbet - blandt andet muligheden for at gå over til to årlige grødeskæringer. Der blev undersøgt konsekvenser for natur, afvanding og økonomi, og det var i 2017 på dagsordenen at gå helt op i tre årlige grødeskæringer.
Det forslag mødte i 2017 hovedrysten fra politisk seniorrådgiver Thyge Nygaard fra Danmarks Naturfredningsforening, der kaldte det 'stik mod al viden på området'. Hyppigere grødeskæring vil kun gøre problemerne værre, for øget grødeskæring, der afbøder problemer med vandgennemstrømning her og nu, vil øge grødemængderne på længere sigt.
Silkeborg, Favrskov og Randers kommuner har her i foråret besluttet at holde sig til den ene gang om året, mens Viborg ønsker at gå op i to årlige grødeskæringer, hvilket forudsætter en dispensation fra naturbeskyttelsesloven.
De fire kommuner har ikke kunnet forhandle sig frem til enighed om fællesregulativ, så nu må ministeren på banen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.