
TØNDER: Når man i dag kører en tur ud til Vidåslusen ved Højer i Tøndermarsken, så er det landbrugsjord, der ligger på den højre side af vejen – arealet nordøst for slusen, der kaldes Margrethe Kog Nord. Men sådan bliver det ikke ved at være, da området, hvor sæsonens majs og halmballer stadig står, skal omdannes til natur, så det bliver levested for eng- og vandfugle.
Samtidig skal området fungere som reservoir, når der er ekstrem højvande i Vidåen, og vandet ikke kan ledes ud gennem Vidåslusen. Det sker typisk, når det regner ekstrem meget, og det samtidig blæser kraftigt fra vest, så sluseportene ikke kan åbne. I sådanne tilfælde kan området bruges som en slags parkeringsplads til åens vand, indtil der bliver lavvande i havet igen, og vandet kan løbe ud gennem slusen og ud i Vadehavet. Projektet skal dermed afhjælpe risiko for oversvømmelser af Tønder By,
Når man skal omdanne landbrugsjorden til naturområde, så er det ikke tilstrækkeligt bare at stoppe landbrugsdriften. Vandstanden i området skal hæves, og man skal sørge for, at vandet bliver inde i området. Det gør man ved at stoppe med at pumpe vand ud af området, og samtidig skal grøfter flades ud.
Projektet er et såkaldt multifunktionelt jordfordelingsprojekt og er det første gennemførte af sin slags. Det vil også betyde en miljøforbedring gennem en sænkning af udledningen af kvælstof.
Planen er, at projektet skal være færdigt om fire år – i 2026. Til den tid vil området være helt anderledes end det, vi ser i dag. Naturen vil være rykket tættere på Højer by, og der vil være et besøgs- og formidlingscenter i området.
Området er på i alt 230 hektar. Den 18. august godkendte en jordfordelingskommission planen og gjorde dermed aftalen en realitet.
Konstruktivt samarbejde
- Jeg er meget tilfreds med, at projektet lykkes i samspil med de berørte landmænd. Området vil med sikkerhed blive endnu en perle, som vil tiltrække turister, der ser værdi i den storslåede natur, vi har, siger borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti), der også er formand for Tøndermarsk Initiativet.
For at projektet kan gennemføres, har der været en såkaldt multifunktionel jordfordeling i området. Det betyder, at de lodsejere, der har haft jord i området, enten har solgt jorden eller byttet med erstatningsjord uden for projektområdet.
Det er Landbrugsstyrelsen, der har taget sig af selve jordfordelingen, og enhedschef Frank Kargo siger:
- At det er lykkedes at tage så stort et område i Margrethe Kog ud af drift beror i afgørende grad på et konstruktivt samarbejde og velvilje mellem de berørte lodsejere, Tønder Kommune, Den Danske Naturfond og vores jordfordelingsplanlæggere.
- Naturfonden bliver ejer af naturområdet og udvikler områdets natur, friluftsliv og formidling i samarbejde med Tønder Kommune, 15. Juni Fonden, der støtter natur og biodiversitet, og Nordea-fonden, der bl.a. støtter naturgenopretning, biodiversitet og bæredygtighed.
- Projektet er et såkaldt EU-Life projekt. EU-Life programmet yder økonomisk støtte til projekter, der bidrager til at gennemføre EU’ miljø- og klimapolitik.
- Tønder Kommune er projektansvarlig og arbejder sammen med Nationalpark Vadehavet, Stiftung Naturschutz Schleswig Holstein, Naturstyrelsen Vadehavet og 15. Juni Fonden samt Den Danske Naturfond, der samarbejder med Nordea-fonden.
- Projektet har et budget på 69 millioner kroner. Heraf støtter EU med 41 millioner kroner, mens 28 millioner kroner kommer fra Tøndermarsk Initiativet og øvrige partnere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.