NORDFYN: Gennem længere tid har Nordfyns Kommune og Nordfyns Vandværk været uenige om strategien for at forsyne forbrugerne med rent drikkevand. Senest kritiserer kommunen nu, at værket ikke vil holde generalforsamling under coronaen.
Tidligere på året påbød kommunen værket at indstille sine eksperimenter med at rense en forurenet kildeplads og i stedet benytte sig af en ny boring, der giver rent vand. Værkets rådgiver arbejder på at skabe et tre hektar stort naturområde, hvor man vil kunne filtrere grundvandet ved at lade det løbe igennem nogle specielle bakterier.
Kommunen er bekymret over aktuelle avisudtalelser fra værkets formand og vurderer, at "vandværket til stadighed fokuserer ensidigt på forsøg med et forurenet kildefelt fremfor den langsigtede løsning. Det efterlader et indtryk af, at der ikke længere arbejdes proaktivt efter betingelserne i vandværkets dispensation og den politisk vedtagne handleplan", lyder det i en netop offentliggjort meddelelse til forbrugerne.
Information uden om værket
Kommunen er også uforstående overfor, at bestyrelsen har valgt at udskyde vandværkets generalforsamling på ubestemt tid med henvisning til covid-19. Aflysningen sker, selvom Danske Vandværker netop anbefaler, at generalforsamlinger så vidt muligt afholdes.
Fyens Stiftstidende citerer Danske Vandværker for, at organisationen kun kender til to andre vandværker, der ikke vil holde generalforsamling. Det skyldes særlige omstændigheder, som at flere bestyrelsesmedlemmer er særligt sårbare, at der ikke er noget særligt på dagsordenen, eller at værkerne ligger i områder, der var udnævnt til såkaldte coronahotspot.
Kommunen har oprettet en dedikeret side med aktuel information om status på sagsbehandlingen af Nordfyns Vandværk og har informeret de 1.005 tilknyttede forbrugere om siden via e-Boks. Værket har på sin side taget til genmæle mod kommunens e-Boks-brev.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.