NORDJYLLAND: Mere grøn energi i Nordjylland. Det kan blive resultatet, efter at EU-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har udpeget Nordjylland, som en af de regioner, der kan få adgang til en særlig pulje.
Puljen skal hjælpe regioner i EU-landene, der er særligt udfordret af EU's omstilling væk fra fossil energi.
Nordjylland rummer blandt andet tung industri, der kræver meget energi og udleder meget CO2. For at lette omstillingen vil en række regioner få adgang til lån og tilskud fra EIB og EU-Kommissionen. Puljen rummer 74 milliarder kroner i lån fra EIB med 11 milliarder kroner i tilskud fra EU-budgettet.
Der er dermed i høj grad tale om lån på lempelige vilkår. Det vil nu være op til de nordjyske politikere og myndigheder, om pengene kan omsættes til gavnlige projekter.
Gunstige lånevilkår
Elisa Ferreira, kommissær med ansvar for samhørighed og reformer, mener, at puljen vil sikre, at ingen regioner lades i stikken.
- Takket være denne aftale med EIB vil lånefaciliteten for den offentlige sektor give offentlige myndigheder i de regioner og områder, der har det største behov for støtte, gunstige lånevilkår i forbindelse med projekter, som ikke genererer tilstrækkelige indtægter til at være økonomisk levedygtige, siger hun i en pressemeddelelse.
De to myndigheder lægger op til, at regionerne skal have hjælp til at "opgive" kulminedrift og CO2-intensiv energi- og industriproduktion.
Det kan ifølge EU-Kommissionen og EIB blandt andet ske ved at finde nye kilder til varme- og elproduktion. Eller ved at tiltrække nye arbejdsgivere til at kompensere for tabte arbejdspladser og skatteindtægter.
Onsdag den 14. september vil der blive holdt et virtuelt informationsarrangement, hvor regionerne kan høre mere om mulighederne for at få del i lån og tilskud.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.