
FREDERIKSHAVN: Drømmen om havudsigt kulminerede sidste år i oktober med hærværk mod klitter ved Skagen Sønderstrand i nattens mulm og mørke, hvor der blev begået ulovlig terrænregulering med en gummiged.
Siden har Frederikshavn Kommune politianmeldt to mænd for hærværket og arbejdet på at kunne komme i gang med genetableringen. I sidste uge godkendte byrådet så anlægsbevillingen på en halv mio. kr., der er de forventede udgifter til sagens håndtering, herunder reetablering. Det fremgår af byrådsreferatet. Derfor er arbejdet med at flytte sandet tilbage startet i dag, oplyser DR.
Men borgmester Birgit S. Hansen (S) er "rigtig træt" af overhovedet at skulle bruge tid på sagen.
- Vi er rigtig trætte af, at nogen øver hærværk på vores fælles værdier. Og vi er også rigtig trætte af, at vi skal bruge tid på det her, siger Birgit S. Hansen til DR.
De sigtede påklagede afgørelse
De to sigtede i sagen prøvede at stikke en kæp i hjulet og forsinkede arbejdet ved at påklage Fredningsnævnets godkendelse af kommunens genetableringsplan. Frederikshavn havde forventet at kunne starte tilbage i januar, men har måttet vente på det arbejde, som altså er i gang nu.
Det forudgående arbejde har blandt andet bestået i at få godkendelse hos Fredningsnævn og Kystdirektoratet, inden der efterfølgende blev indhentet tilbud fra entreprenør og landmåler.
Efterforskningen er fortsat i gang, og der er forventes en tiltale mod de to sigtede. Kommunen forventer, at skadevolderne kommer til at dække sagens omkostninger, fremgår det også af byrådsreferatet.
Det er Østjyllands Politi, der håndterer sagen, da Nordjyllands Politis direktør, Anne Marie Roum Svendsens, mand har en forretningsmæssig forbindelse til en af de to sigtede.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.