Regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale er blevet enige om en aftale for cirkulær økonomi. Partierne er enige om 11 initiativer. I alt udmøntes 60 mio. kr. over fire år, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.
Aftalen kommer i forlængelse af erhvervspakken, som regeringen, DF og De Radikale blev enige om i slutningen af sidste år. Og initiativerne skal få virksomheder til at mindske affaldsmængden, og genbrug og genanvendelse skal blive en større del af dansk økonomi.
Udover den netop udmøntede pulje på de 60 mio. kr. har Miljø- og Fødevareministeriet og Erhvervsministeriet afsat i alt 56 mio. kr. til initiativer i regeringens Strategi for cirkulær økonomi, der blev lanceret den 1. september 2018.
Dermed er der i alt afsat 116 mio. kr. til initiativer, der fremmer en mere cirkulær økonomi.
- Cirkulær økonomi er ikke bare en grøn og gylden mulighed. Det er også en nødvendighed. Vi er nødt til at gentænke vores måde at producere og forbruge på. Derfor sætter vi nu penge af til en lang række initiativer, der blandt andet skal sikre en mere ensartet indsamling af affald i hele Danmark. På den måde får vi mere værdi ud af mindre og reducerer samtidig miljøbelastningen, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).
Han flankeres af politikere fra både De Konservative, De Radikale, Dansk Folkeparti og sit eget parti.
- Danske virksomheder kan spare enormt mange penge, hvis det bliver lettere at genbruge materialer. Vi vil skabe bedre rammer for, at virksomheder og forbrugere kan indfri de økonomiske og miljømæssige potentialer ved en cirkulær omstilling, siger for eksempel erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).
Aftalen indeholder følgende initiativer:
- Etablere én indgang til det offentlige for virksomheder med cirkulære forretningsmodeller.
- Udvidet adgang til finansiering af cirkulære forretningsmodeller.
- Understøtte digitale cirkulære muligheder ved kommercielt brug af data og challenges.
- Øge dansk deltagelse i europæisk arbejde med cirkulære standarder.
- Fremme cirkulære indkøb.
- Fremme mere standardiseret indsamling af husholdningsaffald.
- Udvikle en frivillig bæredygtighedsklasse.
- Udbrede selektiv nedrivning.
- Få mere værdi ud af biomassen.
- Cirkulære kommuner og regioner.
- Videreføre det grønne nationalregnskab.
Læs hele aftalen om udmøntning af puljen
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.