
Mens københavnerne fra nytår kan se frem til billigere parkering, kan parkeringen blive dyrere for bilisterne i mange andre byer. Det skriver DR Syd.
For selvom den nye parkeringslov, der træder i kraft til årsskiftet, skulle gøre det billigere at parkere, vil den nye lov få den stik modsatte effekt uden for København, Aarhus og Aalborg.
Blandt andet i Esbjerg Kommune, der formentlig skal til at opkræve penge for at parkere på kommunale p-pladser i byen.
- En af konsekvenserne er, at vi kan blive nødt til at indføre betalingsparkering i store dele af Esbjerg, siger formand for teknik- og byggeudvalget i Esbjerg, Søren Heide Lambertsen (S), til DR Syd.
Med den nye parkeringslovgivning skal stat og kommune ikke længere dele parkeringsindtægterne lige over, men med 70 pct. til staten og 30 pct. til kommunerne. På den måde vil regeringen og Dansk Folkeparti undgå, at kommunerne bruger betalingsparkeringen som en pengemaskine.
Ingen sydjysk betalings-parkering
Men modsat København, Aalborg og Aarhus kommuner har ingen af de syd- og sønderjyske kommuner betalingsparkering i dag. Til gengæld har de p-vagter til at sikre, at folk overholder de tidsbegrænsede pladser. En løsning, der i dag går i nul.
Derfor kan Esbjerg Kommune nu se frem til et underskud på 750.000 kr., fortæller Søren Heide Lambertsen til DR Syd.
KL har, siden lovforslaget blev vedtaget, kritiseret aftalen, der ifølge KL kommer til at koste kommunerne op mod 350 mio. kr.
Formand for miljø- og forsyningsudvalget i KL Jacob Bjerregaard (S) fortæller, at mange kommuner ligesom Esbjerg vil ende med et underskud, der kan være svært at dække.
- I virkeligheden går regeringen ind og tager et stort millionbeløb fra kommunerne, som vi selv skal finansiere fra velfærden, siger han til DR Syd.
Økonomi- og indenrigsminister Simon-Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail til DR Syd, at han mener, at kommunerne bør kunne klare sig med de 30 pct. af p-indtægterne, de beholder.
- Hvis de ikke kan finansiere deres p-vagter af de penge, må det være fordi, der ikke er særligt mange, der parkerer ulovligt. Og så undrer jeg mig over, at de overhovedet har brug for to p-vagter, skriver han til DR Syd.
ibs
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.