
KØBENHAVN: Kan en særlig plantevæg på husfacaden nedsætte luftforureningen inde i lejlighederne i København?
Det vil et nyt forsøg i Københavns Kommune undersøge. Forsøget sker i et samarbejde mellem Teknik- og Miljøforvaltningen og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.
Det er andelsboligforeningen Ålholmhus, der er udvalgt til forsøget, da den ligger i et af de mest forurenede områder i København, bl.a. fordi der kører tusindvis af biler forbi hver eneste dag. Bilernes udstødningsgasser ender desværre inde i familiernes lejligheder og skaber et indeklima, der i værste fald er skadeligt for beboerne.
- Vi får mere og mere viden om, hvor meget luftforurening påvirker københavnerne. Det medfører både alvorlig sygdom og for tidlig død. Dertil kommer, at luftforureningen giver indlæringsvanskeligheder for børn og unge, siger Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, og tilføjer:
- Derfor håber jeg naturligvis meget på, at dette forsøg viser, at plantevægge kan blive en del af værktøjskassen i bekæmpelsen af bilos og anden forurening, der trænger ind i folks hjem.
Sundhedsmæssige fordele
Og angiveligt kan projektet kaste flere sundhedsmæssige fordele af sig. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er forurening med fine partikler og dieseludstødning nemlig årsag til lungekræft, og der er mistanke om, at det også øger risikoen for andre kræftformer. Forurening med partikler kan desuden medføre hjertekarsygdomme, forværring af astma og nedsat lungefunktion.
- Flere end 400 københavnere dør hvert år for tidligt på grund af sundhedsskadelig, forurenet luft, og tusindvis bliver syge. Vi har også set tegn på, at luftforurening kan forringe mænds fertilitet. Siden 2019 har vi i København arbejdet målrettet for at øge viden om de sundhedsskadelige konsekvenser ved luftforurening, siger Københavns sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF). Hun tilføjer:
- Det kommende forsøg med plantevægge, der potentielt kan bidrage til bedre luftkvalitet i boliger, er endnu et skridt i den rigtige retning – og helt i tråd med, hvad kommunens ekspertgruppe for sundhed og luftkvalitet har anbefalet København at gøre.
Flere kommuner ser spændt til og følger projektet tæt - heriblandt Odense og Tårnby Kommuner.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.