dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Vejafgiften for lastbiler på 12 ton og derover trådte i kraft fra årsskiftet og er ifølge Sund & Bælt kommet godt fra start.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Ny vejafgift for lastbiler: 98 procent betaler korrekt

Det koster bøde på 4500 kroner, hvis lastbiler over 12 ton ikke har betalt for at køre på afgiftsbelagte stats- og kommunale veje.
9. FEB 2025 8.10

En vejafgift for lastbiler, der trådte i kraft ved årsskiftet, er kommet godt fra start. Det skriver Sund & Bælt, der står for at opkræve vejafgiften, i en pressemeddelelse.

Langt hovedparten af brugerne betaler afgiften, som de skal. Det fortæller chef for vejafgiftsordningen i Sund & Bælt Katrine Hauge Vej-Hansen.

- Vores tal viser, at over 98 procent af brugerne betaler afgiften korrekt, og det tal er stigende, siger hun.

Vejafgiften gælder lastbiler over 12 ton, og afgiften betales for at køre på 10.900 kilometer stats- og kommuneveje. Afgiften er reguleret efter lastbilernes klimabelastning og opkræves via en såkaldt vejafgiftsboks i bilerne eller ved køb af en digital vejafgiftsbillet.

Forbrugerne vil betale

Lastbilerne bliver kontrolleret via nummerpladeaflæsning af nummerpladescannere opsat ved trafikknudepunkter landet over. Hvis en lastbil bliver registreret på afgiftsbelagte veje uden at have betalt vejafgift, koster det en bøde på 4500 kroner.

Fra 9. januar er der udstedt bøder, og de udskrevne bøder fordeler sig ifølge Sund & Bælt nogenlunde ligeligt mellem danske og udenlandske lastbiler.

I løbet af ordningens første måned er der registreret 161 millioner kilometer kørsel på det afgiftsbelagte vejnet. Heraf er 124 millioner kilometer kørt af danske vognmænd, mens 37 millioner kilometer er kørt af udenlandske vognmænd. Det er tidligere beregnet, at afgiften i gennemsnit vil koste 1,30 kroner per kilometer, når den er fuldt indfaset.

I DTL - Danske Vognmænd har man tidligere advaret om, at mange vognmænd må sende regningen for afgiften videre til kunderne og i sidste ende forbrugerne.

- Der er mange vognmandsvirksomheder, der er nødt til at varsle prisstigninger for deres kunder.

- De kan ikke absorbere den her afgift inden for den økonomi, de har, og bliver nødt til at sende regningen videre til næste led i kæden, sagde direktør i DTL Erik Østergaard 1. januar til Ritzau.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/ny-vejafgift-for-lastbiler-98-procent-betaler-korrekt

GDPR