Der er godt gang i hjulene hos ADP, som ejer og driver Fredericia Havn og Nyborg Havn. Selskabet har de seneste år fremlagt det ene rekordregnskab efter det andet. Senest gik driftsresultatet i 2023 frem med 40 pct., og på bundlinjen lød rekordresultatet på 120,7 mio. kr efter skat.
Men selskabet, der er ejet af Fredericia og Nyborg kommuner, vil gerne skabe yderligere vækst og har derfor behov for mere plads på sine havne. En havneudvidelse er allerede på tapetet i Fredericia, men ADP håber også på at kunne udvide sine aktiviteter på Nyborg Havn.
Derfor har ADP bedt om tilladelse fra Nyborg Byråd til at undersøge mulighederne for en udvidelse af den fynske havn. Den forespørgsel har et stort flertal bestående af Konservative, Socialdemokratiet og Venstre samt løsgænger Rameesh T. Sambanther, nu stillet sig bag. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Beslutningen kommer på baggrund af en orientering fra ADP. Der er ikke tale om en forhåndsgodkendelse af planerne, men i stedet en enighed om, at potentialet er stort, og at det derfor er oplagt at undersøge, hvad det konkret vil indebære, hvis Nyborg Havn udvides og udvikles markant, oplyser kommunen.
- En udvidelse af havnen rummer store muligheder og et kæmpe potentiale for Nyborg. Derfor har det store flertal i byrådet besluttet at gå helhjertet ind i at undersøge mulighederne grundigt. Det vil vi gøre i en rettidig, grundig og åben dialog med borgere, interesseorganisationer og erhvervsliv. Vi ønsker at få alle detaljer på bordet, så vi har et grundlag for at vurdere, om og hvordan Nyborg Havn kan blive mere moderne, konkurrencedygtig og fremtidssikret, siger borgmester Kenneth Muhs (V).
Ifølge Fyens.dk forudser ADP, at der kan blive brug for mellem 120.000 og 130.000 ekstra kvm i Nyborg. Det vil kræve en investering på et ikke specificeret trecifret millionbeløb.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.