
En voksende bestand af bævere er blevet et stigende problem for skovbruget. Det forklarer Peter Arnold Busck, der er medlem af bestyrelsen i Dansk Skovforening.
- Vi er ved at undersøge det. Men vi har endnu ikke overblik over omfanget af beskadigede arealer eller det eksakte beløb, det drejer sig om. Men vi kan se, at det er et stigende problem, fordi bæverne spreder sig fra det oprindelige udsætningsområde omkring Klosterheden, siger Peter Arnold Busck.
I 1999 blev 18 bævere genudsat i Klosterheden Statsskovdistrikt i Nordvestjylland. Siden blev der også udsat bævere i Nordsjælland. I 2009 og 2010 blev der udsat 14 bævere ved Dronningholm Mose og Arresø.
Bæveren blev ellers udryddet af jægere i Danmark for over 1000 år siden. Med genindførelsen af bæveren var ambitionen at skabe en mere varieret natur langs vandløbene.
Dæmnings-bygger
Naturstyrelsen har tidligere skønnet, at de 18 bævere nu er blevet til 200. Spørger man Dansk Skovforening, er tallet snarere 250.
Problemet er, at bæveren ikke nøjes med at boltre sig på de statslige arealer. Private lodsejere mærker i stigende grad bæverens tilstedeværelse.
- Det gør de, fordi bæveren gnaver i træer, der senere skulle blive til tømmer. Desuden skaber de dæmninger, der betyder, at vandstanden hæves op til en halv eller en hel meter. Det kan så overrisle produktionsarealer, der før var tørre, siger Peter Arnold Busck.
Han efterlyser en forvaltningsplan for bævere, som indeholder retningslinjer for, hvordan gnaveren skal håndteres.
En af de lodsejere, der har problemet helt inde på livet, er Find Andersen-Fruedahl. Han bor nær Klosterhede Plantage mellem Holstebro og Lemvig.
Bæverskadesag tabt
Sidste år anlagde han danmarkshistoriens første retssag om kompensation for bæverskader. Han endte med at tabe sagen. Nu afventer han, at sagen behandles i landsretten.
- Jeg mener, at Danmark er for lille til at huse bævere. De raserer private haver og ødelægger brinkerne langs vandløb, siger Find Andersen-Fruedahl.
Naturstyrelsen har sat et strømførende hegn op ved et vandløb, der passerer hans arealer. Men det har ikke løst problemet.
- Det har bare ført til, at bæveren nu holder til i en af mine søer og har gravet kanaler under jorden ud til vandløbet, siger den vestjyske lodsejer.
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) oplyser til TV2, at en bæverhandlingsplan er under udarbejdelse. Det var lørdag ikke muligt for Ritzau at få en uddybende kommentar fra ministeren.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.