
SYDDANMARK: Dagens ventede konkurs af ambulanceoperatøren Bios betyder ikke, at et nyt udbud af ambulancedriften står for døren. I hvert fald ikke hvis det står til regionsrådsformand Stephanie Lose (V).
Regionen står umiddelbart til at overtage driften ved en konkurs, og ifølge regionsrådsformanden skal regionen fortsætte som sin egen operatør 'på ubestemt tid'.
- Jeg har i hvert fald ingen planer om at indlede en ny udbudsproces lige foreløbig, siger Stephanie Lose.
Den ventede konkurs er kulminationen på et forløb, der har budt på problemer lige siden Bios for to år siden vandt et udbud af ambulancedriften i Syd-, Sønderjylland og på Fyn gældende fra 1. september 2015. Også selskabet Responce fik en bid af kagen, mens Falck blev sendt ud i kulden.
Falck klagede over beslutningen til Klagenævnet for Udbud, men forgæves. Vinderen af udbuddet led under at ambulanceredderne i Syddanmark begyndte at sige op og i stedet tage job i andre regioner eller hos Falck, og selskabet mødte kritik fra politisk hold for ikke at tage opgaven og problemerne alvorligt.
1. september sidste år overgik driften af ambulancerne fra Falck til Bios. I månederne op til havde Bios kritiseret Falck for at stå i vejen for, at det hollandske selskab kunne rekruttere nok reddere.
Bios havde fra starten problemer med at få vagtplanerne til at hænge sammen. Resultatet var få ambulancer og langsommere responstid, og siden årsskiftet har Bios skullet betale bod, hvis det ikke opfyldte kontrakten. Det var tilfældet i hele første kvartal.
I maj skulle Bios betale 13-15 mio. kr. i bod, men selskabet afviste med henvisning til at der havde været reddermangel på grund af blandt andet Falcks ageren - en mistanke der i nogen tid havde simret hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Regningens betalingsdato blev udskudt. En opgørelse over regionens udgifter viste, at råd og juridisk hjælp fra Kammeradvokaten i sagen havde kostet 6,9 mio.kr.
I juli kom Bios med forsinket regnskab for 2015, der viste et underskud på 42 mio. kr. Desuden opdagede Fyens Stiftstidende i regnskabet, at Region Syddanmark uden selv at bemærke det havde forudbetalt 30 mio. kr. for meget til Bios.
Bios gik med til at betale pengene tilbage, men har ikke penge til at gøre det på én gang. På et møde i fredags afviste Region Syddanmark Bios' forslag til tilbagebetalingsplan og indkaldte til ekstraordinært regionsrådsmøde tirsdag, hvorefter situationen søndag eskalerede til en krig på pressemeddelelser.
Ritzau+mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.