AARHUS: I byen Nye, der er en forstad til Aarhus, skal der som noget helt nyt udelukkende bruges renset regnvand – og ikke drikkevand – til toiletskyl og tøjvask. I denne uge er det første spadestik af et anlæg, der skal rense regnvandet fra tage, pladser og veje, taget, oplyser Aarhus Vand.
Projektet er det første af sin art i Danmark, og der er tale om en innovativ regnvandsløsning, der sparer på drikkevandet og samtidigt skaber en spændende og moderne by.
Ved at bruge regnvandet fra tage, veje og grønne områder til toiletskyl og tøjvask, sparer man næsten halvdelen af vandet. Byen er helt fra starten designet til at udnytte vandet som en ressource, og de stigende vandmængder som følge af klimaforandringerne vil derfor indgå som rekreative elementer i form af bl.a. søer og kanaler.
Aarhus Vand har i samarbejde med Tækker, Cowi og Silhorko udviklet en helt ny metode til at udnytte regnvand og drænvand i området, så det kan bruges til toiletskyl og tøjvask. En af idemagerne bag metoden er projektleder Mariann Brun fra Aarhus Vand. Hun forklarer:
- Vi tager regnvandet, som er samlet op i en sø, vi har anlagt, og renser det på renseværket, hvor behandlingen blandt andet sker i et særligt ultrafilter og UV-desinfektionsanlæg. Herefter sender vi vandet ud i boligerne via et separat rørsystem, vi har udviklet til formålet. Rørene er dimensionerede ud fra en beregning af, hvor stort behovet er for vand til tøjvask og toiletskyl, og de er farvede lilla, så de tydeligt adskiller sig fra drikkevandsrørene. Dermed minimerer vi risikoen for fejlkoblinger.
Også drænrør
Beboerne i Nye skal ifølge Mariann Brun ikke være bekymrede for, om der er vand nok til tøjvask og toiletskyl i tørkeperioder. Når der ikke er tilstrækkeligt med regnvand til rådighed, suppleres vandforsyningen med drænvand, der også behandles på renseværket.
Med den nye metode dækkes 40 pct. af områdets vandforbrug af renset regnvand, som har fået betegnelsen ’sekundavand’. Det udtryk dækker over, at det er vand, der ikke er af drikkevandskvalitet, men som kan bruges til sekundære formål.
Hele infrastrukturen, der skal lede det rensede regnvand ud til beboerne i Nye, er allerede etableret, og krumtappen i projektet - selve renseværket - står klar ved udgangen af 2020. Værket, som også kommer til at fungere som et besøgshus, er tegnet af LOOP Architects, og Silhorko står for procesanlægget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.