
Regeringen er klar med en model for afgiften på passagerrejser med fly, der i 2030 skal være på gennemsnitligt 100 kroner. Det oplyser skatteminister Jeppe Bruus (S) torsdag.
- Det kan lade sig gøre nu, fordi vi har en bred regering hen over midten, siger han på et pressemøde.
Desuden skal der fra 2025 udbydes en grøn indenrigsrute, hvor lufthavne og flyselskaber kan "afprøve grønne teknologier". Der skal også afsættes 550 millioner kroner for at understøtte de danske lufthavne, da mindre regionale lufthavne vil blive ramt hårdere end de store.
Lufthavne som Midtjyllands Lufthavn, Esbjerg Lufthavn, Sønderborg Lufthavn og Bornholms Lufthavn skal støttes.
1,2 mia. i kassen
Afgiften skal indfases fra 2025, og de første tre år skal den ifølge udspillet ligge på gennemsnitligt 70 kroner, fra 2028-2030 på 85 kroner og fra 2030 og frem på i gennemsnit 100 kroner.
Afgiften på den enkelte rejser skal variere, alt efter hvor der flyves hen. Afgiften vil gælde for passagerer på alle flyrejser med undtagelse af personer, der mellemlander i en dansk lufthavn. Skatteministeriet giver i udspillet et eksempel på, hvor høj afgiften ifølge regeringen skal være på de forskellige rejser.
I 2030 skal rejser inden for Europa have en afgift på omkring 60 kroner. Mellemlange rejser – eksempelvis en tur til New York - vil få en afgift på cirka 240 kroner – i udspillet eksemplificeret med en tur til Bangkok i Thailand - og lange rejser vil få en afgift på cirka 390 kroner.
Afgiften ventes at indbringe et provenu på 1,2 milliarder kroner i 2030.
Tilskud til ældrechecken
En del af pengene skal gå til at understøtte den grønne omstilling af flybranchen, ligesom ældrechecken, som knap 295.000 pensionister får, forhøjes fra den 1. januar 2025 med 4800 kroner.
- For første gang i 10 år vil vi nu forhøje ældrechecken permanent. Vi ønsker, at alle folkepensionister uanset indtægter og formue får en værdig tredje alder med mulighed for en aktiv tilværelse med børn, børnebørn og venner. Cirka hver fjerde folkepensionist har en beskeden økonomi stort set uden indtægt og formue ved siden af pensionen, og dem ønsker vi at give en økonomisk håndsrækning, siger Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S)
Ældreminister Mette Kierkegaard (M) tilføjer:
- Når vi forhøjer ældrechecken – og forhøjer den permanent - holder vi hånden under de af vores ældre, der ikke har store formuer og indtægter. Så de, der har mindst, får bedre muligheder for få et ældreliv med lidt flere smil, lidt mere tryghed og lidt mere livsglæde.
Mindre flyvning
Regeringen vil evaluere afgiften i 2027. Afgiften ventes at medføre en nedgang i indenrigsflyvninger på henholdsvis syv procent i 2025 og ni procent i 2030, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
- Vi skal igennem alle sektorer. Luftfarten er ikke den nemmeste. Det er nok en af de sværeste sektorer. Jeg er glad for, at vi nu kommer i gang. Jeg er glad for, at vi nu får en afgift på niveau med vores nabolande, siger Lars Aagaard.
Jeppe Bruus understreger dog, at succeskriteriet ikke er, at færre skal vælge fly som rejseform.
- Succeskriteriet er, at vi får nogle fly, der flyver bæredygtigt. Vi gør ikke det her isoleret set for at forhindre folk i at rejse, men så folk kan rejse uden at forurene.
/ritzau/
Red. Underrubrik ændret og kommentarer fra Beskæftigelsesminister og Ældreminister tilføjet kl. 10.34
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.