SYDDANMARK: Ambulanceselskabet Bios er onsdag eftermiddag blevet erklæret konkurs ved et retsmøde i Skifteretten i Odense, skriver flere medier.
Der er udpeget to kuratorer - det bliver henholdsvis Jan Bruun Jørgensen fra advokatfirmaet Andersen og Partners og Henrik Selchau Poulsen, Bruun og Hjejle.
Region Syddanmark var ved retsmødet repræsenteret ved regionens juridiske rådgiver Kammeradvokaten samt regionsdirektør Jane Kraglund. Bios var repræsenteret ved selskabets advokat Torkil Høg (LETT Advokater), samt flere hollændere herunder selskabets bestyrelsesformand Stef Hesselink. Bios' danske direktør var ikke til stede, skriver JV.dk.
Bios har mulighed for at anke kendelsen, men det vides endnu ikke om det vil ske. Muligheden blev ikke nævnt, da kendelsen blev afsagt, oplyser Fyens.dk, der har en reporter i retten.
Regionsrådsformand Stephanie Lose er lettet over afgørelsen og over at 'sagen ikke bliver trukket længere ud':
- Vi vil nu gå i dialog med kurator om at en videreførelse af driften, og så vil vi meget gerne i dialog i samarbejde med kurator med Bios’ tillidsfolk og medarbejdere, siger Stephanie Lose, der oplyser til Fyens.dk at man allerede diskuterer 'de praktiske ting omkring lønudbetaling og videreførelse af driften'.
Et stort flertal i Regionsråd Syddanmark besluttede tirsdag at regionen selv vil stå for den fremtidige ambulancedrift. Aftalerne med den anden ambulanceoperatør Responce berøres dog ikke.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.