Enigheden blandt partierne i Folketinget om at der skal gøres noget alvorligt ved brandsikkerheden, er lige så udbredt som forekomsten af plejehjem, der ikke lever op til sikkerhedskravene. Det er status, efter en foreløbig opgørelse fra Bygnings- og Boligministeriet peger på, at der er problemer med plejehjem i stort set alle kommuner, der har plejeboliger.
Opgørelsen er iværksat på baggrund af en dødsbrand på et plejecenter i Norddjurs Kommmune sidste år, og bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) kalder det 'helt uacceptabelt', at kommunerne ikke følger reglerne.
Som konsekvens bliver Bygge- og Boligstyrelsen pudset på alle kommuner med slinger i brandsikkerheden. De vil hver især blive bedt om en redegørelse for, hvordan og hvornår de vil bringe alle deres plejeboliger op på den krævede brandsikkerhedsmæssige standard.
De kommunale og fælleskommunale beredskabers paraplyorganisation Danske Beredskaber har tidligere foreslået at lade dem få en rolle, så kommunerne ikke alene kan give deres egne plejehjem dispensation fra brandsikkerhedsregler. Dansk Folkeparti vil hellere placere det ansvar hos en statslig myndighed, siger partiets ældreordfører Jeppe Jakobsen til Ritzau.
- Jeg forestiller mig, at det skal være Beredskabsstyrelsen, som går de her brandsyn, og så udsteder de påbud, der er nødvendige, uden at skulle skele til kommunekassens økonomi, siger han og får støtte til ideen fra Socialdemokratiets ældreordfører Astrid Krag.
Hun mener samtidig, at der bør være ekstra opmærksomhed, når kommunerne visiterer en ryger til et plejehjem. Så skal kommunen forpligtes til at sikre sig, at det plejehjem har det mest moderne brandsikkerhedsudstyr.
- Vi ved, at det ofte er omkring cigaretrygning, at brandene opstår. Det kan være fornuftigt at kigge på reglerne om dispensationer, men vi må også gøre noget her og nu. Der vil det være meget konkret at slå ned på det, vi ved er hovedårsag til mange dødsbrande, nemlig ulykker med ældre rygere, siger Astrid Krag til Ritzau.
Venstres ældreordfører Jane Heitmann kalder det på linje med bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen 'fuldstændig uacceptabelt', at der er 'slendrian' omkring brandsikkerheden, og hun efterlyser en plan fra kommunerne til at stramme op. Ole Birk Olesen vil bliver indkaldt til en hasteforespørgselsdebat om problemet, oplyser Jeppe Jakobsen.
Pluk fra Bygnings- og Boligministeriets undersøgelse, der er udført af Niras:
- Datagrundlaget for de foreløbige resultater er cirka 500 bygninger. I alt er omkring 2100 bygninger relevante for undersøgelsen.
- Antallet af bygninger med én eller flere afvigelser fra bygningsreglementets brandkrav er større end antallet af dispensationer – flere hundrede afvigelser mod 57 dispensationer.
- Cirka 20 pct. af de undersøgte bygninger er mangelfulde med hensyn til den passive brandsikkerhed som for eksempel brandadskillelser og branddøre.
- Cirka 20 pct. af de undersøgte bygninger har brandbelastning i flugtvejsgange for eksempel møbler, eller der er registreret andre mangler i forhold til de driftsmæssige krav.
- 164 bygninger er som udgangspunkt omfattet af krav om sprinkling. Heraf er 123 udført uden sprinkling. Det svarer til cirka 75 pct. Der er kun søgt og givet dispensation i 17 tilfælde.
- En række kommuner har endnu ikke svaret på undersøgelsen, hvis svarfrist udløber i dag 1. februar. Den endelige rapport ventes først i slutningen af måneden.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.