dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Slotsprojekt får medvind i foreløbig rapport
Nyborg Slot.
Foto: Slots- og Kulturstyrelsen

Slotsprojekt får medvind i foreløbig rapport

Det stort anlagte projekt med at renovere Nyborg Slot påvirker miljø, trafik og natur i beskeden grad, fremgår det af miljøkonsekvensvurdering.
17. APR 2024 13.19

NYBORG: Støjgenerne fra byggeriet vil være beskedne, påvirkningerne fra lys under både anlægsfase og i drift vil være ubetydelige, og trafik, trafiksikkerhed og biodiversitet vil blive påvirket i lille eller moderat grad. Det er nogle af konklusionerne i den vurdering af de miljømæssige konsekvenser af byggeprojektet på Nyborg Slot, som Miljøstyrelsen er ved at gøre færdig.

Det skriver Fyens Stiftstidende, som har fået aktindsigt i den foreløbige rapport, der også konkluderer, at slotsprojektet vil have væsentlig betydning for bymidten som helhed, Østfyns kulturarv og forståelsen af Nyborgs rolle i danmarkshistorien.

I over tre år har renoveringen og byggeprojektet omkring Nyborg Slot stået stille, efter at det blev bremset af Miljø- og Fødevareklagenævnet. I sommeren 2023 gik kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) ind i sagen. Et af hans initiativer var at sætte gang i den miljøkonsekvensvurdering, som altså nu snart er klar.

- Inden vi igen kan gå i gang med at bygge, skal bl.a. miljøpåvirkningen af området undersøges grundigt. Det arbejde sætter jeg gang i nu – både for at sikre den lokale natur og for at gøre det muligt at rykke hurtigere og få vedtaget en anlægslov, hvis finansieringen falder på plads. I den kommende tid vil jeg arbejde videre med at sikre den fornødne finansiering til færdiggørelsen af projektet, sagde ministeren dengang.

I november blev der åbnet for et udbud af færdigprojekteringen, og det førte i februar til, at Slots- og Kulturstyrelsen tildelte totalrådgiveropgaven til H+. Fire tilbudsgivere havde budt ind på opgaven, der omfatter nybyggeri af en ringmur og udstillingsfløjen, herunder vagttårnsforhøjelse, slotsbro, slotsgården og Slotsholmen.

Sat i bero i 2020

Det stort anlagte millionprojekt blev bremset, da et flertal i Miljøklagenævnet i december 2020 gav klagere fra Nyborg ret i, at der ikke burde bygges nyt på fortidsmindet.

Oprindelig støttede A. P. Møller Fonden og Realdania projektet med hver 100 mio. kr., Slots- og Kulturstyrelsen med 41 mio. kr. og Nyborg Kommune med 35 mio. kr. Efter at byggeriet blev sat i bero, satte A. P. Møller Fonden den resterende del af sin økonomiske støtte på pause. På det tidspunkt var 47 mio. kr. allerede brugt på blandt andet renovering af hovedbygningen på slottet.

For at komme i mål er det nødvendigt med en ny anlægslov, som ifølge Fyens Stiftstidende skal vedtages af Folketinget i år. Den endelige udgave af miljøkonsekvensvurderingen sendes i høring i juni.

dotn

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.