SYDDANMARK: Region Syddanmark og regionens kommuner kalder en fast Kattegatforbindelse for dårligt nyt for den infrastruktur, de foretrækker i regionen: en udvidelse af E20-motorvejen, en Lillebæltsforbindelse, en midtjysk motorvej og timemodellen med timedrift på jernbanen mellem landets fem største byer. Et varslet finanslovsudspil om penge til en forundersøgelse af en Kattegatforbindelse fik fredag regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og de 22 borgmestre til at nedsætte en gruppe, som skal formulere et fælles standpunkt, skriver Jysk Fynske Medier.
- Vi skal sammen italesætte vigtigheden af, at de syddanske prioriteter ikke ryger af dagsordenen. Vores bekymring er, at en Kattegatforbindelse bliver så dyr, at den får betydning for os, siger Lose med henvisning til, at en bro alene til biler vil koste omkring 60 mia. kr. Desuden vil en fast Kattegatforbindelse reducere rejsetiden fra Østjylland til København betragteligt med den følgevirkning, at der vil være 'en mindre grad af udvikling uden for området omkring Aarhus og København', siger hun.
Regionens modvilje mod en Kattegatforbindelse er ikke af ny dato, men blev også udtrykt, da sagen sidst var oppe at vende i 2011. I denne omgang sagde transportminister Ole Birk Olesen (LA) allerede ved præsentationen af udspillet, at pengene til forundersøgelsen 'ikke (vil) spænde ben for, at vi fra og med 2021 kan sætte gang i og udvide andre motorvejsprojekter over hele landet'.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.