
SYDDANMARK: Den nyvedtagne råstofplan i Region Syddanmark rummer to omdiskuterede graveområder ved Almind-Viuf i den nordlige del af Kolding Kommune trods politiske anstrengelser for at få mindst det ene område taget ud af planen.
Kolding Kommune vil kunne få indflydelse på den eventuelle udnyttelse af gravemulighederne, hvis der i de kommende år vel og mærke udarbejdes konkrete byudviklingsplaner.
Flertallet bestående af V, S, K, SF, LA R og ALT stemte for råstofplanen, der rummer 27 områder. EL undlod at stemme. DF og NB endte med at stemme imod planen, da flertallet ikke vil ville være med til under alle omstændigheder tage interesseområdet Viuf II ud af planen.
- Vi forsøgte at få opbakning til et kompromisforslag, der fastholdt Viuf I som graveområde, mod at man tog Viuf II helt ud af planen, og jeg kan kun beklage den absolut manglende lydhørhed fra S og V til vores kompromisforslag. Der har sjældent været et område, hvor der har været så saglig god grund til at tage det ud af planen af hensyn til byudviklingen som i Almind og Viuf. Derfor stemte vi nej, selv om vi er for den øvrige del af planen, pointerede Niels Erik Søndergaard (DF).
Også SF var optaget af, at indvindingen af råstoffer ikke må gå ud over sammenhængskraften imellem Almind og Viuf:
- SF ved godt, at det er nødvendigt at grave efter grus og ler. Men vi skal passe på naturen og undgå gener for naboerne til grusgravene så vidt muligt borgere. Vi kan se, at man på nogen planer har lyttet til borgerne i Almind-Viuf. Kolding Kommune står med en stor opgave i at sikre, at området bliver udlagt til boligområde. Almind-Viuf er et sammenhængende område og ikke Almind og Viuf, sagde Ida Damborg (SF), der valgte at stemme for den samlede plan.
Turbo på byudviklingen
- Vi har sat det meget højt at lytte og være i dialog. På den ene side skal vi balancere forsyningssikkerheden og erhvervsinteresser, og på den anden side hensynet til naboer og natur. De mange høringssvar til det oprindelige forslag viser, hvilke bekymringer et nyt graveområde giver lokalt. Og det er helt forståeligt, sagde Preben Jensen (V), der er næstformand i Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer.
Overfor dknyt uddyber han, at Viuf I bibeholdes som decideret graveområde, mens Viuf II bliver et såkaldt interesseområde, hvor graveriet dermed skubbes længere ud i fremtiden.
Koldings borgmester Jørn Pedersen (V) har over for JydskeVestkysten gjort rede for, hvordan Kolding nu vil sætte turbo på byudviklingen af båndet mellem Almind og Viuf og mere specifikt området, som regionspolitikerne i hvert fald midlertidigt vil frede for grusgravning for at give Kolding Kommune tid til at udarbejde en såkaldt perspektivplan.
- Nu skal vi påvise, at vi har brug for området til byudvikling. Mere konkret handler det om at inddrage det i kommuneplanen, og så skal vi naturligvis i dialog med ejeren, som jo var klar til at bruge det til grusgravning, siger Jørn Pedersen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.