
FREDERICIA: Avisen metroXpress kritiserede i dag Fredericia Kommune, fordi Christoffer Kold Mortensen, direktør i Skanda, har stået for mange af inspektionerne af byens tankanlæg, bl.a. hos DanGødning, hvor han samtidig er driftschef for et tankanlæg i Aalborg hos Dan Gødnings datterselskab JMO 2000.
Avisen havde også fundet en ekspert, der udtalte sig kritisk:
- Det siger sig selv, at når man har titlen driftschef, så har man med den daglige drift at gøre, og så kan man jo ikke lave uvildige kontrol af virksomhed med samme ejer, siger Peter Pagh, professor i miljøret fra KU.
Men reglerne er klare, og de bliver fulgt i Fredericia Kommune:
- Der er ikke krav om uvildighed ved tilsyn med tankene. Tanke over 200 m3 skal godkendes efter internationale standarder af certificerede inspektører fra f.eks. norske Veritas. Det er virksomheden selv, der skal sørge for godkendelse og kontrol. Og det skal følges op af egenkontrol. For de små tanke under 200 m3 er der intet krav om at bruge en certificeret inspektør, men i kommunen skal vi til gengæld vide, hvem der kontrollerer tankene, fordi de skal forhåndsgodkendes af kommunen, siger Peter Krongaard-Kruse, Teknik & Miljøchef i Fredericia Kommune.
Uvildigt certificeringsbureau
Han understreger, at certificeringen indebærer, at inspektørerne med jævne mellemrum skal dokumentere over for et eksternt og uvildigt certificeringsbureau, at de følger en standard for tankinspektioner.
Tilsynet med de små tanke skal ske mindst hvert femte år. Med de store tanke fastsætter de certificerede inspektører hvor tit, der skal være inspektion og kontrol.
DanGødning har miljøgodkendelse fra december 2014, og i forhold til tilsynsrapportering foregår det på forlangende.
- Vi har en miljøgodkendelse fra december 2014 på DanGødning, og det er ikke ret lang tid siden. Derfor har vi ikke forlangt at se en rapport på den korte tid siden da, siger Peter Krongaard-Kruse.
Godkendt og i orden
I forhold til kritikken af at bruge Christoffer Kold Mortensen som inspektør af tankene på DanGødning, siger Peter Krongaard-Kruse:
- De har ansat en godkendt og certificeret inspektør, og det er certificeringen, der er afgørende og ikke ansættelsesforhold.
I tilsynsbrevet for miljøtilsyn for DanGødning står der bl.a. om egenkontrol:
’Virksomheden skal mindst en gang årligt foretage eftersyn og funktionsafprøvning af alle automatiske kontrol-, alarm- og sikringssystemer i tilknytning til tankanlæg og procesudstyr.
Der skal udføres tankinspektioner på alle tanke, der har en størrelse over 6 m3 og under 200 m3 efter følgende retningslinjer:
Tankinspektionen skal udføres af uvildigt og dertil kvalificeret firma, som på forhånd er godkendt af tilsynsmyndigheden. Tankene skal dog som minimum inspiceres hvert 5. år.’
’Der skal udføres tankinspektioner på alle tanke over 200 m3 efter følgende retningslinjer:
Tankinspektion skal ledes af en person, som er certificeret til dette arbejde, og inspektionen skal gennemføres ved akkrediterede inspektionsmetoder og personale (f.eks. efter EEMUA 159), der er godkendt af den certificerede inspektør.
Tankinspektøren bestemmer tidspunktet for næste tankinspektion ud fra tankens tilstand og hvilken produkttype, der opbevares i tanken.’
Frit fremme
Fredericia Kommune har efter ulykken, lagt al kommunikation og information frem på deres hjemmeside:
’Som følge af hændelsen med kollaps af flere tanke og brand i tankanlægget på Møllebugtvej 7 i Fredericia den 3. februar 2016 har Fredericia Kommune valgt at offentliggøre oplysninger om miljøreguleringen af Dan Gødning A/S og Nagro A/S samt dokumenter omhandlende miljømyndighedernes opfølgning på udslippet af gødning og palmeolie på kommunens hjemmeside. ’
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.