
FAXE / NÆSTVED: De to sydsjællandske kommuner Faxe og Næstved har store forventninger til et projekt om etablering af en 100 km lang vandrerute mellem Faxe Ladeplads i Øst og Enø i vest. Her vil natur- og kulturattraktioner kunne bindes sammen af ruten med afledte effekter i form af bl.a. beskæftigelse, bosætning og velfærd, lyder det fra Faxe Kommune.
- Projektet, der skaber trædesten for den nye vandrerute, skal ikke mindst roses for den store velvillighed og interesse, som vores lokale lodsejere har lagt for dagen for at være med til at skabe det strategiske fundament for de næste trædesten til at realisere vandreruten, siger Faxes borgmester Ole Vive (V).
En lang række lodsejere har været med i dialogen fra start, og de har nikket ja til at åbne dele af deres naturområder for offentligheden. Bag en rapport om projektet med titlen "Vandrelandet Sealandia" står ud over de to kommuner også Visit Sydsjælland & Møn, Dansk Kyst- og Naturturisme og den filantropiske forening Realdania.
Borgmester i Næstved Carsten Rasmussen (S) peger på de kommende muligheder for at opleve variationen af landskabstyper.
- På den 100 km lange vandring når man igennem unikke fjordlandskaber, går langs Sjællands største å og omkring det største højmoseområde øst for Lillebælt og det enestående Faxe Kalkbrud. Næsten hele ruten løber gennem de smukke sydsjællandske løvskove, der ligger som et omvendt U fra Karrebæk til Præstø Fjord, siger han.
Ruten tilrettelægges både for endags- og weekendbesøgende, så lokale virksomheder inden for overnatning, forplejning, udstyr og formidling kan komme i spil.
Populært at vandre
Forslaget om den nye vandrerute tager afsæt i bæredygtig destinationsudvikling, og den kommende indsats med at anlægge ruten vil derfor ske med omtanke for den omkringliggende natur.
På ruten vil man ifølge rapporten komme igennem fire landskabstyper: Moselandet, der ligger omkring Holmegaard højmose med et vådt og frodigt landskab. Kyst- og Fjordlandet, der er kendetegnet ved det åbne fjordlandskab omkring Karrebæksminde Fjord, hvor det erstattes af Susåen. Kalklandet, der kendes ved de højtliggende kalklag i jorden ud mod østkysten. Og Skovlandet, der er karakteriseret af de store skovarealer, der indplacerer sig mellem de to kyster.
Et hold arkitekter fra Norrøn og konsulenter fra Group NAO har fået til opgave at designe vandrekonceptet, der er brugervenligt og tager højde for dyre- og planteliv. På den måde sættes naturen i spil, men aldrig på spil, som det hedder. Og sådan en vandrerute vil smitte af på hele Sydsjælland, lyder det fra Visit Sydsjælland & Møn, der også peger på turismepotentialet med den kommende Femernforbindelse:
- Vandreturismen er i voldsom vækst og tiltrækker et moderne publikum, særligt fra Tyskland, men danskerne er også blevet vandregale. En vandregæst bruger omkring 1.000 kr. i døgnet, så det vil skabe en merindtægt for alle aktørerne langs ruten. Frem for alt håber vi, at ruten kan være med til at binde kultur- og naturoplevelser fra kyst til kyst bedre sammen. Der ligger et kæmpe uudnyttet turismepotentiale, som vandreruten kan være med til at forløse, når Femern-forbindelsen åbner, og Sydsjælland og Møn skal markere sig som en destination i topklasse, siger direktøren i Visit Sydsjælland & Møn Martin HH Bender.
Et stykke vej endnu
Det fremgår af dagsordenen til det kommende miljø- og teknikudvalgsmøde onsdag 8.3., at en realisering af vandreruten i hele sin udstrækning kræver et tværkommunalt samarbejde og organisering med egen projektramme til finansiering af udvikling, anlæg, markedsføring og drift.
Alternativt kan dele af ruten udvikles som delstrækninger i samarbejde med lodsejere og aktører langs strækningen, og med en mindre kompleks organisering for senere at blive udviklet til en sammenhængende vandrerute.
Vandreruten vil blive præsenteret for byrådet på et samlet temamøde om aktuelle turismeprojekter i april med henblik på videre politiske overvejelser om det fremadrettede arbejde med turisme.
Se rapporten "Vandrelandet Sealandia" her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.