
Danske vandværker er udsat for en "meget høj" trussel fra cyberkriminalitet. Det vurderer Center for Cybersikkerhed, der for første gang har lavet en officiel vurdering af cybertruslen mod den danske vandsektor.
- Vandsektoren er en grundlæggende bestanddel af det, der i Danmark udgør kritisk infrastruktur. Det siger sig selv, at det hurtigt kan blive alvorligt, hvis drikkevandsforsyningen bliver forstyrret, siger fungerende chef Mark Fiedel i en pressemeddelelse.
Centeret løfter samtidig sløret for et konkret eksempel på, hvordan cyberangreb allerede nu er en direkte trussel og påvirkning af vandsektoren.
I december 2024 udførte prorussiske hackere et angreb på et mindre vandværk, der efterlod de lokale borgere uden vand i hanen i flere timer, fortæller Mark Fiedel.
Der var tale om cirka 50 husstande, der blev berørt.
Kategorier af angreb
Centeret opererer med forskellige former for cyberangreb. Det er kategorien "cyberkriminalitet", der vurderes at være en "meget høj" trussel fra.
Her er der tale om de såkaldte ransomware-angreb, der udgør den store trussel mod den operationelle drift i vandsektoren.
Ved et ransomware-angreb bliver data og systemer gjort utilgængelige for offeret, ofte ved kryptering, skriver centeret. Den angribende part kræver ofte en form for løsesum for at låse systemerne op igen.
Det har de helt konkret oplevet i Kalundborg i 2021.
Her fortalte den lokale vandforsyning til DR, at teknikerne på anlægget pludselig fik låst deres skærme af en besked om, at de var ramt af et ransomwareangreb.
Center for Cybersikkerhed har også vurderet risikoen for andre former for angreb.
Ved cyberaktivisme er truslen noteret som middel. Såkaldt destruktive cyberangreb kategoriseres også med en middel trussel. Det samme gør truslen fra cyberspionage mod vandsektoren, mens truslen fra cyberterror er noteret som ingen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.