
ROSKILDE: I marts blev et omfattende kystbeskyttelsesprojekt i Jyllinge Nordmark indstillet på ubestemt tid, efter at Miljøklagenævnet oven på to naboklager ophævede VVM-tilladelsen til projektet. Men nu erklærer den nytiltrådte miljøminister Lea Wermelin (S), at hun vil undersøge muligheden for en anlægslov, der kan fremme projektet.
Det oplyser TV2 Lorry om det opbremsede digebyggeri, der om noget har vist sig som et eksempel på, hvordan beskyttelse mod oversvømmelse af boliger kan karambolere med naturhensyn.
Beboerne ved fjorden oplevede store skader efter stormen Bodil i 2013. Og Roskilde Kommune arbejdede ad flere omgange på at fremme den statslige sagsbehandling af det 730 meter lange digebyggeri, der efter kommunens opfattelse trak for længe ud, og gik i oktober 2018 i gang på forventet positiv myndighedsbehandling.
Miljøklagenævnet indstillede dog i marts byggeriet, hvor der var godt gang i afrømning, stabilisering og byggeri af spunsvægge. Stadig mangler dige, sluse og pumpestation.
Nævnet besluttede, at hele processen skulle gå om, da digebyggeriet påvirker et mindre Natura 2000-område på en strandeng. Kommunen stod da i valget mellem at begynde hele sagsbehandlingen forfra med en langsommelig VVM-undersøgelse - eller håbe på en særlig anlægslov, der kan fremme processen.
Lea Wermelin åbner nu muligheden for en anlægslov specifikt for kystsikringsprojektet ved Jyllinge Nordmark, så man kan genoptage digebyggeriet og se bort fra klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet.
- Vi vil rigtig gerne hjælpe kommunen og borgerne i Jyllinge Nordmark med, at det her projekt kan falde på plads, så man kan få en kystbeskyttelse. Der kan en anlægslov være én mulighed, men det er ikke nødvendigvis sikkert, det er den hurtigste løsning. Det er derfor, vi nu kigger på, hvilken vej der er den bedste og sørger for at assistere kommunen så godt, som vi kan.
94 pct. af beboerne i området bakkede ved en afstemning op om projektet i sin nuværende form.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.