
BORNHOLM: Det er alvorligt for bornholmerne, at Sverige har valgt at lukke grænsen til Danmark og dermed gør det sværere at nå fra Bornholm til den øvrige del af landet.
Det siger Winni Grosbøll (S), der er borgmester i Bornholms Regionskommune.
- Vi er ret rystede her på Bornholm. Det betyder jo reelt set, at man afskærer det bornholmske samfund fra at komme til Danmark. Og det er en helt særlig situation, fordi det er to dage før jul, så det kommer til at berøre rigtig mange mennesker, siger hun.
Winni Grosbøll mener, det skaber kaos og usikkerhed - særligt fordi der er et ekstra rejsepres i juletiden.
Lukningen gælder fra midnat natten til tirsdag og gør, at man ikke kan benytte sig af færgen, der sejler mellem Rønne på Bornholm og Ystad i Sverige.
Der vil dog blive sat ekstra kapacitet ind på færgeruten mellem Rønne og Køge, hvor der vil blive sejlet med dobbeltfrekvens. Desuden er der mulighed for at flyve til og fra øen.
Borgmesteren betegner den nu lukkede vej som "vores livsnerve, vores landevej".
- Det er der (Sverige, red.), vi i altovervejende grad får vores ambulancer igennem til Rigshospitalet. Kun de helt akutte og allermest syge kommer med helikopter, men ellers går vejen over Sverige, siger Winni Grosbøll.
Borgmesteren har mandag aften ikke har fået besked om, hvordan sygetransporter vil blive berørt.
Øen i havet
Øen i Østersøen er en del af Region Hovedstaden og dermed eksempelvis sygehusvæsnet i hovedstaden.
- Allerede i morgen (tirsdag, red.) står der patienter, som er afhængige af at komme til behandling på Rigshospitalet. Så vi er dybt afhængige af at have den direkte linje til København, siger Winni Grosbøll.
Transportministeriet oplyser mandag aften, at godstransport og pendlere er undtaget det svenske forbud. Det er ikke oplyst, om det også gælder ambulancekørsel.
Det er ikke første gang, at grænsen mellem Sverige og Danmark lukkes. Det samme skete i foråret, men her fik bornholmerne lov at køre gennem Sverige for at nå til Danmark.
Krav om vished
Winni Grosbøll siger, at der bliver nødt til at blive lavet en lignende løsning, som skaber vished.
- Jeg går ud fra, at man i løbet af formiddagen tirsdag finder en løsning. Man bliver nødt til at finde en løsning for bornholmerne, så de kan komme rundt i Danmark, ligesom alle andre danskere kan. Der er en akut situation med juletrafikken de næste to dage, men det her er varslet til at vare en måned. Det kan det bornholmske samfund ikke klare.
Ifølge udenrigsminister Jeppe Kofod (S) vil man "følge op" på muligheden for transit gennem Sverige i forbindelse med rejser til og fra Bornholm.
- Det er klart, at vi har et helt særligt hensyn fra dansk side i forhold til Bornholm og ikke mindst muligheden for transit. Og det kan jeg forsikre om, at der også bliver fulgt op på, lyder det i en skriftlig kommentar.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.