Knap 8 ud af 10 danskere er bekymret for forurening af drikkevandet og hele 48 pct. er i høj eller meget grad bekymret. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse fra Tænketanken Brundtland.
Undersøgelsen viser ligeledes, at 86 pct. af danskerne er parate til at betale mere for at sikre rent drikkevand.
Tænketanken Brundtland har spurgt borgerne, hvor meget ekstra, de er villige til at betale for vand om året for at sikre rent drikkevand. Undersøgelsen viser, at borgerne er villige til at bruge i gennemsnit 448 kr. ekstra om året, mens næsten hver femte er villig til at betale mere end 1.000 kr. årligt for at sikre rent drikkevand.
Betalingsvilligheden er drevet af en voksende uro.
Ifølge undersøgelsen er 79 pct. af danskerne bekymrede for forurening af drikkevandet, og næsten halvdelen angiver, at de er bekymrede i høj eller meget høj grad – markant højere end fx bekymringen for oversvømmelser.
- Det er en betydelig og stærk opbakning. Danskerne forstår, at rent drikkevand ikke er noget, vi kan tage for givet. Det kræver langsigtede investeringer, både i kvalitet og i beskyttelsen af vores grundvand, siger Magnus Skovrind Pedersen, direktør i Tænketanken Brundtland.
Høj tillid til de kommunale vandselskaber
Hvem har ansvaret for forurening af vores grundvand og vandmiljø i Danmark?
Det er et spørgsmål, der ofte er til debat, og hvor der i den brede offentlighed kan være mange misforståelser og fejlinformationer. Undersøgelser har bl.a. tidligere vist, at knap halvdelen af danskerne fejlagtigt tror, at spildevand fra byerne er den primære årsag til iltsvind.
Derfor har Brundtland også valgt at undersøge danskernes opfattelser af vandselskaberne.
Her er det tydeligt, at danskerne har markant større tillid til de kommunale vandselskaber end plastindustrien, landbruget eller medicinalindustrien.
Således mener 27 pct. af danskerne, at de kommunale vandselskaber i høj eller meget høj grad arbejder på måder, der prioriterer beskyttelsen af miljø og natur, mens 39 pct. mener, at det kun er i "nogen grad". 10 pct. mener, at det blot er i mindre grad eller slet ikke.
Kræver store investeringer
Det kommer dog til at kræve store investeringer, hvis de kommunale vandselskaber skal kunne følge med.
Ifølge en prognose fra brancheorganisationen Danva skal der investeres op mod 105 mia. kr. frem mod 2070 i drikkevandsområdet, først og fremmest til reinvesteringer i ældre anlæg og en markant styrket indsats for grundvandsbeskyttelse.
Danva vurderer ligeledes, at der skal investeres 736 mia. kr. i spildevandsområdet frem mod 2070, heraf 360 mia. kr. alene til klimatilpasning. Og det er vel at mærke et konservativt skøn, understreger tænketanken.
Men danskerne er mindre optaget af udfordringerne omkring fx stigende grundvand eller spildevand.
Kun 25 pct. af danskerne er i høj eller meget høj grad bekymrede for oversvømmelser, mens hele 39 procent slet ikke eller kun i ringe grad oplever bekymring.
Og det er en bekymrende tendens, mener Magnus Skovrind Pedersen.
- Vi står over for massive klimaudfordringer, hvor især oversvømmelser og stigende grundvand bliver et voksende problem. Men danskernes bekymring følger ikke med farerne, og det er ret bekymrende, siger Magnus Skovrind Pedersen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.