dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Aabenraa sælger historisk - og forfalden - vandmølle
Kruså Vandmølle - nu med planer om renovering.
Foto: Wikipedia Commons

Aabenraa sælger historisk - og forfalden - vandmølle

Køber vil fastholde historien i Kruså Vandmølle, som skal renoveres og udvikles til et attraktivt sted for besøgende

AABENRAA: Byrådet i Aabenraa sælger nu Kruså Vandmølle til KV23 ApS, der er et projektselskab under Danmarks Kulturarv ApS. Køber vil lave en gennemgribende renovering af ejendommen, som efterfølgende vil blive indrettet til et center for bæredygtigt byggeri, der skal respektere møllens og egnens historie, oplyser kommunen.

- Kruså Vandmølle er kendt af mange i området, og det har været vigtigt for os, at der bliver værnet om historien og ejendommen som helhed. Derfor er jeg også glad for, at køber har stor viden inden for restauration af vandmøller og en interesse i at sikre den danske kulturarv, som jeg mener, der er i området, siger Dorte Soll (S), formand for Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter.

- Vi overtog møllen efter den daværende Bov Kommune, som heller ikke havde råd til at renovere, så de fandt ikke noget at bruge bygningen til og priortiterede heller ikke at renovere, har Dorte Soll tidligere forklaret til DK Nyt. Nu er der altså nye planer.

Værdifuld kulturarv

- Møllen er værdifuld kulturarv i et kulturmiljø af national interesse, men skal også være en bygning, der kan bruges funktionelt på flere måder. Vi vil bruge bygningen som et center for bæredygtigt byggeri, og vi indrette dele af bygningen som et eksperimentarium for bæredygtige materialers anvendelse i bevarelsen af kulturarv, siger direktør i KV23 ApS, Knud Erik Jørgensen og fortsætter:

- Vi vil også bruge ejendommen til at indrette et kontorfællesskab, kursusfaciliteter, værelser til Gendarmstiens vandrere. Slutteligt vil vi udnytte adgangen til det store, naturbeskyttede område, som ejendommen ligger midt i. Vi ønsker at skabe et socialt og kulturelt samlingspunkt i samarbejde med blandt andet kyst- og naturturismen.   

Kommunen har selv afvist at kunne løfte opgaven med renovering. De seneste 30 år har vandmøllen dels været en del af et mislykket aktiveringsprojekt, udbudt til blot én krone og været kilde til mange frustrationer. Tiden har nemlig været imod den gamle mølle, som i sin konstruktion er rådden og fyldt med svamp.

 

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.