
AARHUS / MIDTJYLLAND: Hvordan kunne det ske, at Aarhus Letbane og operatøren Keolis ikke fik grebet ind overfor, at Letbanens åbningsfest måtte aflyses i sidste øjeblik? Det spørgsmål er blevet diskuteret siden aflysningen, og Aarhus Letbane har holdt fast i, at selskabet har vidst, at der var nogle problemer, men mente, at de kunne løses inden åbningen. Det er dog langt fra den opfattelse, som Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen har haft. Faktisk har styrelsen siden august advaret klart om, at det ville gå galt.
En aktindsigt, som TV2 Østjylland har fået, viser nu, at Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen i notat til Keolis, der skal drive Aarhus Letbane, allerede den 15. august har gjort det klart, at åbningen den 23. september var urealistisk. Det sker efter, at Keolis Aarhus Letbane på daværende tidspunkt endnu en gang ikke kunne overholde en deadline eller vise fremskridt.
'Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen gjorde samtidig opmærksom på, at den i forvejen meget pressede plan for opnåelse af sikkerhedscertifikat inden den planlagte driftsstart virker urealistisk og ikke levner meget tid for KAL (Keolis Aarhus Letbane red.) til at rette op på eventuelle fundne mangler', skriver styrelsen i et notat fra 15. august.
I notatet beskriver styrelsen blandt andet, hvordan der igen og igen opstår problemer – og det efter gentagende møder.
Region fik intet at vide
Oplysningen om, at åbningen ifølge styrelsen er urealistisk, var bare aldrig en viden, der havnede på bordet hos ejerne, og det møder nu massiv kritik fra Region Midtjylland, der hverken på embedsmandsniveau eller politisk niveau har fået oplysningen.
- Hvis jeg havde haft kenskab til notatet, ville vi selvsagt have konfronteret Aarhus Letbane hermed. Havde vi haft indsigt i styrelsens forbehold, ville vi enten have anmodet om en forstærket indsats i forhold til at få de manglende sikkerhedsgodkendelser indhentet, eller vi havde haft muligheden for sammen med Aarhus Kommune i god tid at udskyde det planlagte åbningsarrangement, lyder det fra regionrådsformand Bent Hansen (S) i en e-mail til TV2 Østjylland.
Han er derfor voldsomt utilfreds med den måde, som Aarhus Letbane og Keolis har forvaltet deres ansvar på:
- Jeg finder det yderst kritisabelt, at ejerne er blevet forholdt disse oplysninger. Det vigtigste lige nu er, at vi får Letbanen ud at køre med passagerer så hurtigt som overhovedet muligt, lyder det fra regionsrådsformanden.
Skjulte information for ejerne
Det er yderst kritisabelt, at en information som den, der fremgår af aktindsigten ikke bliver lagt frem for en bestyrelse og dermed ejerne, mener professor på Institut for Økonomi og Ledelse på Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh.
- Det er jo dybt kritisabelt, fordi informationen, der er i notatet, åbenlyst vil være noget, der er vigtigt for en bestyrelse at vide. Det skyldes jo ganske simpelt, at der står relativt klart, at den tidsplan, som bestyrelsen har lagt, ikke holder - og samtidig ser det heller ikke ud til, at problemerne med sikkerheden bliver mindre i takt med, at tiden går. I det hele taget virker det som om, at der ikke styr på, hvad skal til for at rette op på problemerne, siger han.
Han mener, at direktionen i Aarhus Letbane og Keolis kan være blevet ramt af noget, som man kalder for eskalerende commitment.
- Det kan jo sammenlignes med, når politikere populært sagt kravler op i træet og ikke kan komme ned. Det bør en erfaren ledelse kende, men det kan være svært at opfange, fordi det jo er et psykologisk fænomen, siger Per Nikolaj Bukh
Mener ikke at have handlet forkert
Selvom Aarhus Letbane altså vidste, at Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen anså tidsplanen som urealistisk tilbage i august, så mener Aarhus Letbane ikke at have handlet forkert. De henviser til den redegørelse, som de har afleveret til Aarhus Kommune og Region Midtjylland.
'Der indgås en dialog med Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen om en ny dokumentgennemgang. Det skal understreges, at det er meget sent i processen for Trafik-, Bygge og Boligstyrelsen at foretage en ny dokumentgennemgang. En sådan plejer at blive lavet tidligere efterfulgt af funktionstilsyn og implementeringstilsyn. Aarhus Letbane vurderer dog, at selvom Keolis sikkerhedsledelsessystem ikke er perfekt, så er det ikke så ringe, at det giver anledning til ikke at kunne køre med letbanen', skriver Aarhus Letbane i redegørelsen.
De understreger, at de mener, det helt normalt, at disse godkendelser først falder på plads i sidste øjeblik, og derfor har de ikke vurderet, at de har tilbageholdt information.
Miskommunikation
Også Keolis mener, at de har gjort, hvad de kunne, for at få rettet de fejl og mangler, som Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen har påpeget overfor virksomheden, og samtidig mener operatøren, at de godkendelser, der løbende kom ind i forbindelse med godkendelsesprocessen, gjorde dem fortrøstningsfulde i forhold til, at deres sikkerhedssystem kunne godkendes. Det skriver Keolis i en e-mail til TV2 Østjylland.
- Det er tydeligt, at der under forløbet har været en miskommunikation mellem Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Keolis. Dette har vi nu adresseret ved at tilføre en erfaren projektleder fra Keolis-gruppen, som har opbygget sikkerhedsledelsessystemer på letbaner i blandt andet Norge og Frankrig. Siden har vores arbejde med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen været meget konstruktivt, og vi ligger vandret for at få Aarhus Letbane ud at køre for borgerne i Aarhus. Parallelt hermed har vi genoptaget vores testkørsel, så vi kan vedligeholde vores procedurer i driften, lyder det fra Keolis.
Aarhus Letbane forventer nu at kunne åbne den første del af letbanen inden den 26. november.
sl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.