dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Et 1800 kvadratmeter stort naturområde ved et søområde i Dons nordvest for Kolding blev omdannet til sø og græsplæne. Billedet her har dog ikke noget med den aktuelle sag i Kolding at gøre. (Arkivfoto).
Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Ægtepar får betinget fængsel og samfundstjeneste for naturhærværk

Mand og kvinde fra Kolding dømmes for at have omdannet 1800 kvadratmeter moseområde til sø og græsplæne.
17. MAR 2025 11.56

KOLDING: Et ægtepar fra Kolding-området er mandag idømt fire måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste for groft hærværk mod naturen.

Manden og kvinden i 40'erne blev fundet skyldig i at have ødelagt et 1800 kvadratmeter stort naturområde, der grænser op til parrets ejendom. Her omdannede parret et beskyttet naturområde til græsplæne og blankt vandspejl.

Pil og siv blev erstattet af en trimmet græsplæne, og parret fik direkte adgang til søen. Manden og kvinden nægtede sig skyldige.

1,5 mio. kr. øget herlighedsværdi

Den 47-årige mand forklarede, at han blot reetablerede haven, efter at håndværkere havde lavet en tilbygning, som kommunen havde givet lov til. Han erkendte at have fjernet ”noget pil og noget siv” og at have udjævnet jorden, hvor der tidligere gik køer og græssede.

Men dommeren og de to domsmænd fandt parrets forklaring utroværdige og fandt dem skyldige i at have overtrådt naturbeskyttelsesloven og straffelovens bestemmelse om groft hærværk.

Grundens herlighedsværdi blev som følge af ændringerne på grunden øget med 1,5 millioner kroner. Det skønner en lokal ejendomsmægler, der har vidnet i retten. Retten mener, at ægteparret har handlet forsætligt med økonomisk vinding for øje.

- Det beskyttede naturområde er fjernet, for at I kunne få en bedre udsigt og direkte adgang til søen.

- Ændringen er så drastisk, at vi har lagt til grund, at det er sket med forsæt, lyder det fra retsformanden.

Dommen sender et signal

De tiltalte sad ved siden af deres forsvarsadvokat, da dommeren læste konklusionen op. Der var ikke nogen synlig reaktion at spore hos dem, og de forsvandt hurtigt ud af døren, da retsmødet var forbi.

Parret vil nu bruge de næste to uger på at overveje, om dommen skal ankes til landsretten, lød det fra parrets advokat, Søren Vangsgaard.

Specialanklager Søs Bløcher argumenterede i retten for en frihedsstraf til parret på mellem seks og tolv måneder. Hun erklærede sig efter domsafsigelsen tilfreds og mener, at dommen "sender et klart signal om", at hærværk mod naturen ikke accepteres.

- Retten har med dommen cementeret, at der er tale om en alvorlig sag med en straf, der afspejler at der er sket betydelig skade på naturen, siger hun i en kommentar.

/ritzau/opdateret kl. 12:27 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/aegtepar-faar-betinget-faengsel-og-samfundstjeneste-for-naturhaervaerk

GDPR