Borgmestre til transportminister: Sæt lovgivningsprocessen på pause

De syv borgmestre langs den planlagte BRT-buslinje 400S vil gerne have en tilpasset BRT-løsning, men ikke en vejudvidelse til biler.
30. JAN 2026 8.56

De syv borgmestre i kommunerne langs den planlagte BRT-buslinje 400S skriver i et fællesbrev til transportminister Thomas Danielsen (V), at de siger ja til en lokalt tilpasset BRT-løsning, men nej til en vejudvidelse til biler på Ring 4 Nord fra Ballerup Byvej til Hillerødmotorvejen i Gladsaxe.

- Vejdirektoratets egen analyse viser, at effekten af en vejudvidelse er lille. Og en vejudvidelse løser ikke hovedstadens trængselsproblemer, men vil resultere i flere biler, mere støj og vil underminere investeringer i kollektiv transport. Og vi ønsker ikke flere biler i vores by. I stedet ønsker vi, at hovedstaden skal bindes bedre sammen på tværs med god, kollektiv transport, så borgerne får et reelt alternativ til bilen, siger Serdal Benli (SF), som er borgmester i Gladsaxe, hvor en stor del af strækningen går igennem. 

I brevet påpeges det, at det især er kødannelse og ventetid i kryds, som skaber trængselsudfordringer, og at lovforslaget ikke tager højde for dette.

"Vi forstår lovforslaget sådan, at der overvejende er fokus på ekstra vejbaner til biltrafikken uden tilsvarende udvidelse af kryds, hvilket efter vores vurdering kun vil have en begrænset effekt i forhold til trængsel," står der i brevet, hvor det også fremhæves, at det af Miljøkonsekvensvurderingens resume fremgår, at ”samlet er effekten dog lav sammenlignet med andre udvidelsesprojekter på motorvejene omkring de større byer”.

Stop processen og gå i dialog

De syv kommuner Gladsaxe, Ishøj, Albertslund, Ballerup, Herlev, Høje-Taastrup og Furesø mener ligeledes, at lovforslaget om en udvidelse af Ring 4 Nord er hastet igennem Folketinget på et ufuldstændigt grundlag.

"Selvom kommunerne har forståelse for den politiske kalender, og meget gerne ser, at BRTdagsordenen bliver fremmet, så finder vi, at der har været urimeligt kort frist til at komme med en tilbagemelding på så kompliceret et projekt. Det er meget utilfredsstillende vilkår for de nye borgmestre, byråd og faglige udvalg, som er tiltrådt per 1. januar 2026," står der i brevet.

Netop derfor opfordrer de også transportministeren til at sætte lovgivningsprocessen på pause og gå i dialog med kommunerne om fælles løsninger, der kan styrke den kollektive trafik og fremkommeligheden i hovedstaden.

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/borgmestre-til-transportminister-saet-lovgivningsprocessen-paa-pause

GDPR