
Der skal gøres mere for at få en renere luft i de største byer herhjemme. Derfor foreslår borgmestrene fra landets fire største byer, at regeringen blandt andet gør det muligt at udelukke de ældste dieselpersonbiler fra miljøzonerne, der løber rundt om byerne.
- Det her er ikke en krig mod biler, men en krig mod sundhedsskadelig udstødning fra dieselbiler. Derfor er vi nødt til at begynde også at stille miljøkrav til de personbiler, der skal køre i vores byer - i første omgang til de mest forurenende dieselbiler, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).
Borgmestrene, der ud over København kommer fra Aarhus, Odense og Aalborg, foreslår også, at alle landets kommuner skal have lov til at indføre miljøzoner, hvis der lokalt er problemer med luftforurening.
Herhjemme dør omkring 4.000 danskere for tidligt hvert eneste år på grund af luftforurening. Derudover medfører forureningen en række følgesygdomme og sundhedsmæssige konsekvenser.
Myldretiden værst
Der er mange kilder til forureningen, men i de trafikerede gader i de store byer er forurening fra transportsektoren dominerende - særligt i myldretiden.
- Vi ved, at flere hundrede danskere dør af forurening fra vores veje. Samtidig fører partikelforureningen til tusindvis af sygetimer. Derfor skal luften i de store byer, hvor folk er mest udsat, være meget renere. Jo hurtigere vi kommer i gang, desto større vil effekten være, siger Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S).
Som det er i dag, så stiller miljøzonerne kun krav til meget gamle lastbiler og busser. Der er i forvejen nye krav på vej til lastbiler, busser og varebiler. Men de fire borgmestre ønsker altså at inkludere gamle dieselbiler i de nye krav.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.