dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Beredskabet i Danmark er presset og ikke tidssvarende nok, mener formanden for Danske Beredskaber. Danmark er det land i EU, der bruger den mindste del af sit bruttonationalprodukt på beredskab.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Danmark skraber bunden på liste over udgifter til beredskab i EU

Beredskaberne i Danmark får en mindre bid af kagen end i de andre EU-lande, viser beregning fra KL.
27. OKT 2024 7.44

Danmark ligger helt i bund, når man sammenligner, hvor stor en andel af EU-landenes bruttonationalprodukt der går til beredskab. Det skriver magasinet Momentum, der udgives af Kommunernes Landsforening (KL).

Magasinet har foretaget beregninger på baggrund af tal fra EU's statistikbureau, Eurostat.

I Danmark er der udgifter til beredskabet, der svarer til 0,077 procent af bruttonationalproduktet. Det er den laveste andel blandt EU-landene. En langt større del bruges der i blandt andet Sverige og Tyskland.

Bruttonationalprodukt, bnp, er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Også lande som Frankrig, Finland, Holland og Norge bruger en større bid af deres bnp på beredskabet.

Effektivt men presset

Formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, siger til Momentum, at beredskabet i Danmark drives meget omkostningseffektivt. Men han konstaterer samtidig, at beredskabet er presset og ikke tidssvarende nok.

Fra regeringens side har det lydt, at det er nødvendigt at prioritere beredskab højere. Det skal ses i lyset af et mere alvorligt trusselsbillede i forbindelse med blandt andet krigen i Ukraine og klimaforandringer.

Derfor blev der i august oprettet et nyt ministerium for samfundssikkerhed og beredskab. Venstres Torsten Schack Pedersen fik ministerposten. Han står i spidsen for forhandlinger om et kommende beredskabsforlig.

Lørdag siger han til Momentum, at en ny politisk aftale skal sikre, at det danske beredskab kan håndtere fremtidens udfordringer. Han understreger i samme ombæring, at beredskabet er solidt i dag.

- Vi har et godt og velfungerende redningsberedskab i Danmark, og det danske beredskab er tilpasset danske forhold. Forskelle mellem beredskaber på tværs af landegrænser kan skyldes mange forhold, blandt andet geografi og forskellige konkrete opgaver, siger ministeren.

Mens Danmark ligger nederst, når man opgør udgifterne til beredskab som andel af bnp, er placeringen en smule højere, når man ser på indbyggertal. Ifølge Momentums beregninger ligger Danmark nummer 10 fra bunden, når man opgør udgifterne per indbygger.

/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/danmark-skraber-bunden-paa-liste-over-udgifter-til-beredskab-i-eu

GDPR