Som led i årets økonomiaftale mellem regeringen og KL, havde de to parter endnu engang udpeget en række områder og regler, som man mente var overflødige og for bureaukratiske.
En af de regler er kravet om, at kommunerne skal udarbejde en strategisk bymidteplan. Det ønsker KL og regeringen skal droppes.
Men det vil risikerer at svække udviklingen i mange byer, mener Dansk Erhverv.
I et debatindlæg, som er bragt i flere medier, skriver Per Thye Rasmussen og Sharmili Rajagopal, der begge er chefkonsulenter i Dansk Erhverv, at uden en klar plan og et strategisk blik på fremtiden risikerer kommunerne, at forandringerne går i stå – eller endnu værre fortsætter den negative udvikling, som man har set i flere kommuner.
"Et krav om en helhedsorienteret bymidtestrategi er derfor ikke et benspænd, men en håndsrækning. Det giver kommunerne et konkret værktøj til at prioritere indsatser, sikre udvikling og styrke erhvervslivets rammer."
Dansk Erhverv opfordrer derfor KL og regeringen til at pille forslaget om at droppe kravet om helhedsorienteret planlægning for bymidten ud og hellere styrke kravet om planlægning.
Ønsker bedre dialog mellem stat og kommuner
Som to yderligere forenklings- og effektiviseringstiltag har KL og regeringen også peget på, at staten og kommunerne skal blive bedre til at koordinere planlægning.
Det skal blandt andet være et mål, at kommunerne skal have bedre tid til at indarbejde statslige udmeldinger i kommuneplanen. Konkret foreslås det, at der ved nye statslige krav til kommunernes lokalplanlægning indsættes overgangsordninger i relevante lovforslag, så kommunerne får tilpas tid til at indarbejde de statslige udmeldinger i kommuneplanen.
Derudover skal der fastlægges objektive regler for kommunernes planlægning i stedet for ordninger, som i dag kræver ansøgning.
Her foreslås det, at ansøgningsordning om udviklingsområder i kystnærhedszonen fjernes, da denne ordning i stort omfang overflødiggøres som led af planlovsaftalen fra oktober sidste år.
I stedet indføres der mere lokal selvbestemmelse i planloven, så kystkommunerne får mulighed for at byudvikle foran kystbyer ned mod kysten og ikke som hovedregel kun bag ved eksisterende by. Det vil bl.a. kunne bidrage til et reduceret ressourceforbrug på kommunale ansøgninger.
Samtidig bestræbes det, at eventuelle fremtidige ansøgningsrunder for kommunerne iht. planloven tilrettelægges mhp. færrest mulige administrative byrder for kommunerne.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.