
RANDERS: En advokatundersøgelse om Randers Kommunes tilsyn i sagen om Nordic Waste viser, at kommunen ikke har begået fejl eller forsømmelser ud fra en retlig vurdering, kunne miljøministeriet melde ud i går.
Borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S), er glad for, at rapporten viser, at kommunen er frikendt for at have begået fejl eller forsømmelse, der kunne have medført jordskredet, fortæller han:
- Jeg er glad for, at rapporten viser, at ansvaret for katastrofen entydigt er hos forureneren, og at der ud fra en retlig vurdering ikke er grundlag for, at vi netop har begået forsømmelser.
Rapporten viser dog, at kommunen har begået fejl og forsømmelser i deres sagsbehandling.
- I forbindelse med, at vi fik lavet en redegørelse sidste år, har vi igangsat tiltag for at rette op. Der var nogle ting, der skulle håndteres anderledes i forbindelse med miljøgodkendelser, og der har vi lavet forandringer og kvalitetsledelse i tilsyn, som vi allerede begyndte med sidste år, siger borgmesteren.
Kommer I til at igangsætte flere tiltag?
- Vi skal lige have læst ind i rapporten, som er kommet for under 12 timer siden. Vi kan i hvert fald sige, at vi har indført forandringer i forbindelse med vores egen redegørelse sidste år, siger Torben Hansen.
I en udmelding på Randers Kommunes hjemmeside, hæfter borgmesteren sig ved følgende konklusioner i rapporten:
- At Randers Kommune har ført et aktivt tilsyn med overløb fra Nordic Waste til Alling Å i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens bestemmelser.
- At Randers Kommune har reageret umiddelbart ved anmeldelser om udstrømmende vand fra virksomheden. Og at der er givet indskærpelser til Nordic Waste, ligesom der har været en løbende dialog med virksomheden om, hvilke afværgende foranstaltninger Nordic Waste skulle lave for at stoppe overløb.
- At der ud fra en retlig vurdering ikke er grundlag for at fastslå, at Randers Kommune har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med kommunens tilsyn med Nordic Wastes overholdelse af vilkår i miljøgodkendelsen.
- At Randers Kommune har reageret relevant på oplysningerne om mulig risiko for jordskred, ligesom risikoen for jordskred var en del af kommunens fysiske tilsynsbesøg i første halvdel af 2023.
- Samtidig konkluderer undersøgelsen, at Randers Kommune som tilsynsmyndighed har et vidt skøn ved valg af reaktion, og at det har været virksomt i forhold til et dialogbaseret tilsyn med virksomheden, fordi kommunen ved tilsynsbesøg har kunnet se, at Nordic Waste iværksatte foranstaltninger for at undgå overløb.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.