Da Hofor senest trak strikket i ræset om CCS-udbuddets 28,7 mia. støttekroner, sendte det samtidig puljens CO2-regnskab i rødt. Med tre tilbageværende bydere kan staten således ikke længere indfri sine egne forventninger til, hvor meget CO2 der årligt skal fanges og lagres fra 2030, Det skriver Energy Supply.
Forventningen var 2,3 mio. tons indfanget CO2 per år i 2030. Men selv hvis alle tilbageværende aktører i udbuddet får tildelt kontrakter, beløber det sig blot til 2,1 mio. ton årligt i 2030.
Aalborg Portland bekræftede i sidste uge, at virksomheden fortsat forventer at byde på en kontrakt med staten.
Den nordjyske producent er uden sammenligning den største aktør i udbuddet.
Hele 1,4 mio. tons CO2 kan der årligt fanges, hvis der kobles et fangstanlæg på cementfabrikken i Aalborg. Dertil kommer en yderligere besparelse på 100.000 tons CO2 fra udnyttelse af overskudsvarme fra fangstanlægget.
De to øvrige tilbageværende aktører i udbuddet er Energnist i Esbjerg og Vestforbrænding, der i samarbejde med Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har budt ind med Gaia Project. De to bydere vil til sammen fange 700.000 ton CO2.
Alene den seneste uge er mere end 2,1 mio. tons potentielt indfanget CO2 trukket ud af ræset om statsmilliarderne.
Først var det Kredsløb fra Aarhus med sine 425.000 tons, så AffaldPlus, Argo og Fjernvarme Fyn med en samlet sum af knap 800.000 tons CO2.
Hofor var med sine planlagte 900.000 tons fanget CO2 per år den næststørste aktør tilbage i udbuddet – lige indtil landet største forsyningsselskab meldte pas tirsdag aften.
Alle fem aktører har peget på udbuddets rammevilkår – i særdeleshed de store garantikrav og udbuddets tidsplan.
amp
Fangstpotentialet i CCS-udbuddet
Ambitionen for statens CCS-udbud er at lande kontrakter, der årligt fanger og lagrer 2,3 mio. ton CO2. De 10 prækvalificerede aktører i CCS-udbuddet havde til sammen projekter, der kunne fange over 5 mio. ton CO2 årligt.
Projekterne for de tre tilbageværende aktører i udbuddet har til sammen potentiale til maksimalt at indfange 2,1 mio. ton CO2 årligt:
- Aalborg Portland: 1.400.000 ton
- Hofor: 900.000 ton (udgået)
- Vestforbrænding / CIP: 500.000 ton
- Arc / E.On: 500.000 ton (udgået)
- Ørsted: 500.000 ton (udgået)
- Kredsløb: 435.000 ton (udgået)
- Argo: 350.000 ton (udgået)
- Fjernvarme Fyn: 280.000 ton (udgået)
- Energnist: 200.000 ton
- Affaldplus: 150.000 ton (udgået)
Kilde: Prækvalificerede selskabers hjemmesider, Energistyrelsen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.














