
Problemer med opdræt af ikkehjemmehørende arter hos havbrug, manglende placeringstilladelser og udfordringer med at overgå fra havbrugstilladelse til miljøgodkendelse har fået miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensens (V) tålmodighed til at slippe op, lyder det fra ministeriet.
Han vil nu have en samlet status og en grundig gennemgang af hele havbrugsområdet i forhold til alle godkendelser og tilladelser samt tilsyn og kontrol, herunder brugen af medicin og hjælpestoffer.
- Der er alt for mange ubesvarede spørgsmål på havbrugsområdet. Der er manglende placeringstilladelser, gamle havbrugstilladelser og kritik af tilsynet. Det bekymrer mig, og jeg kan ikke leve med, at der er så meget usikkerhed omkring hele dette område. Vi er nødt til at have alt frem. Hverken miljøet eller erhvervet kan være tjent med denne tvivl, siger Jakob Ellemann-Jensen.
En undersøgelse af havbrugenes placeringstilladelser blev offentliggjort i oktober og viste, at flere havbrug ikke har den nødvendige placeringstilladelse. Ministeren bad i den forbindelse Kammeradvokaten om at gennemgå hvert enkelt havbrugs placeringstilladelse for at få et komplet overblik.
- Situationen er uholdbar, og vi er nødt til at få ryddet op og skabt os et overblik, så vi kan vurdere, hvordan vi kan styrke administrationen af området. Nu har jeg bestilt en samlet status og grundig gennemgang, og vi må se, hvor det leder os hen, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Han forventer at kunne præsentere en status medio 2019, hvorefter han vil indkalde til drøftelser om resultaterne.
Den kommende status og gennemgang af havbrugsområdet:
- Gennemgang af alle tilladelses- og godkendelsesordninger for havbrug samt status over havbrugenes aktuelle situation.
- Gennemgang af eksisterende kontroller og tilsyn, der gennemføres af myndighederne og overblik over indsatsens resultater.
- Kommende resultat af Kammeradvokatens gennemgang af eksisterende havbrugs placeringstilladelser.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.