
Efter en lang nats forhandlinger er EU's stats- og regeringschefer fredag morgen blevet enige om at reducere udledningen af drivhusgasser med "mindst 55 pct." i 2030.
Det bekræfter EU-præsident Charles Michel og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, begge på Twitter, mens mødet fortsætter på 19. time.
Det hidtidige 2030-mål var 40 pct.
Faktisk var medlemslandene allerede før mødet i princippet enige om at hæve reduktionsmålet med 15 procentpoint. Men særinteresser fra flere lande gjorde det vanskeligt at nå i mål.
Polsk pengekrav forlængede forhandlingerne
Efter to mislykkede tilløb torsdag tog deltagerne ved EU-topmødet ved midnatstid igen fat på klimaet, og gennembruddet kom, netop som solens stråler ville have ramt Bruxelles, hvis ikke byen var pakket tæt i skyer.
Polen må tage æren for, at stats- og regeringscheferne skulle sidde hele natten og diskutere de formuleringer, der knyttes til selve procentsatsen.
Disse formuleringer var vældigt vigtige for Polen, fordi de handler om penge. Mange penge. Polen forhandlede indædt for at sikre sig, at omstillingen, der skal gøre det muligt at nå målet, så vidt muligt dækkes af midler fra EU.
Blandt andet kæmpede Polen for en større andel af auktionsprovenuet i den kommende reform af kvotehandelssystemet.
Også Tjekkiet og Malta havde særlige krav, som det tog tid at behandle. Men de sidste timer af natten var det Polen, som blokerede en aftale.
Tidligere klimamål forældet
Beslutningen om at hæve reduktionsmålet gør det lettere for Ursula von der Leyen, når hun allerede lørdag skal tale om EU's klimaambitioner på et FN-klimamøde på femårsdagen for Parisaftalen.
Von der Leyen forspilder ikke en chance for at fremføre, at EU er globalt førende i kampen mod klimaforandringer.
Men en reduktion på 40 pct. i 2030 var et temmelig forældet mål, og ifølge EU-Kommissionen var det reelt overhalet af virkeligheden. Med fredagens opbakning til 55 pct. vil hendes ord have mere vægt.
EU-Parlamentet, som tidligere i år besluttede at arbejde for mindst 60 pct. reduktion, skal forhandle med EU-landene om niveauet og betingelserne.
Konkrete udspil ventes til sommer
Næste sommer ventes en stor pakke fra EU-Kommissionen med konkrete udspil til, hvordan EU skal nå målet. Det var den diskussion, som blandt andet Polen ønskede at tage fat på.
Men Tyskland og en del andre lande ønskede ikke at foregribe denne langt mere vanskelige diskussion om EU-støtte til reduktioner. De frygtede, at det ville gøre det umuligt overhovedet at lande en aftale.
Kommissionens oprindelige udspil til en klimalov indeholdt et forslag om 55 pct. Beregningerne viser, at det vil bringe EU på vej mod klimaneutralitet om 30 år, som planen er. Det vil sikre, at EU overholder løfterne i Parisaftalen.
Fastsættelsen af målet skal give investorer og beslutningstagere sikkerhed for, at de trygt kan placere deres penge i klimavenlige projekter.
ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.