
Drømmen om en bro over Kattegat er endnu ikke punkteret, selv om regeringen med transportminister Hans Christian Schmidt (V) i spidsen forsøger at lægge planerne om broen ned. Ifølge Jyllands-Posten er et folketingsflertal uden om regeringen klar til at fortsætte arbejdet med en bro over Kattegat.
- Hvis man gerne vil udvikle hele vores samfund og ikke kun hovedstaden, er Kattegatbroen nødvendig, siger Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn til Jyllands-Posten.
Heller ikke Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen har tænkt sig at lægge broen død. Han mener, at en rapport kort før jul, der fik regeringen til at lukke enhver diskussion om Kattegatbroen, ligner bestilt arbejde.
- Det ser ud, som om nogen har fået en bunden opgave, at rapporten skulle vise, at en Kattegatbro ikke havde nogen gang på jorden, siger Kim Christiansen til Jyllands-Posten.
Samme kritik lød tidligere i januar fra flere eksperter blandt andre tidligere trafikchef i Vejdirektoratet Knud Erik Andersen, der pegede på, at rapporten gik ud fra 'worst case', og trafikforsker Uffe Jacobsen kaldte rapporten 'et politisk bestillingsarbejde'.
Socialdemokraterne og DF står ikke alene med ønsket om at holde planerne om Kattegatforbindelsen i live. Også Liberal Alliance og De Radikale bakker op om, at arbejdet med bro-planerne bør fortsætte.
Planen med en Kattegatbro er at skabe en lynforbindelse mellem Danmarks to vækstcentre København og Østjylland. Men ifølge en rapport fra Vejdirektoratet og Trafik- og Byggestyrelsen vil broen koste 118 mia. kr. at opføre. Den pris er i regeringens øjne for høj, og derfor blev broprojektet i december sat på pause af transportminister Hans Christian Schmidt (V).
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.