Der skal strammes op på brandsikkerheden i plejeboliger, besluttede Folketinget torsdag efter en forespørgselsdebat rejst af Dansk Folkeparti. Den mundede ud i en vedtagelse, der forpligter regeringen til at tidsbegrænse dispensationer fra bygningsreglementets brandkrav og til at udvide det lovpligtige brandsyn i plejeboliger.
Regeringen var selv medforslagsstiller til vedtagelsen, og det samme var Dansk Folkeparti, Alternativet og De Radikale, tilsammen et flertal. Der var under debatten stor enighed om behovet for opstramningen, men ikke helt om hvordan, så Socialdemokratiet, Enhedslisten og SF stemte imod.
De tre partier havde foreslået en anden vedtagelse, som imidlertid ikke nåede til afstemning. Den væsentligste forskel fra den vedtagelse, der var flertal for, var en opfordring til kommunerne om 'at benytte mobile brandsikringsanlæg til ikkebrandsikrede boliger for rygere'.
Forespørgslen og vedtagelsen var direkte foranlediget af en dødsbrand på et plejecenter i Norddjurs Kommune i august 2018. Efterfølgende undersøgelser både på dette plejecenter og andre i andre kommuner afslørede en udbredt lemfældighed på området.
At der nu reageres på dette vækker glæde hos Danske Beredskaber, som er paraplyorganisationen for de kommunale og fælleskommunale beredskaber, der skal udføre brandsynene. Sekretariatschef Bjarne Nigaard kalder det 'godt for brandsikkerheden, at flere parter får mulighed for at agere, hvis man får øje på noget ved bygningen, der ikke er, som det burde være'.
- Samtidig er vi naturligvis ydmyge omkring at få en så vigtig opgave, men jeg er sikker på, at ansvaret gives til os, fordi man godt ved, vi har dygtige og erfarne medarbejdere, der med deres viden og engagement kan være med til at højne brandsikkerheden på plejehjem i Danmark, siger han i en kommentar.
Se forespørgslen med debat og forslag til vedtagelser hos Folketinget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.