Syv forskellige kemikalier af PFAS-typen blev fundet, da Miljøstyrelsen i september tog vandprøver i Nordsøen. Det drejer sig om stofferne PFBS, PFBA, PFHxA, PFOSA, PFOS, PFOA og PFPeA.
- Undersøgelsen bekræfter, at vi finder PFAS praktisk taget overalt, hvor vi leder. Vi har tidligere fundet PFAS i havskum og på kystnære arealer, så derfor er de aktuelle resultater ikke overraskende. Men hver ny undersøgelse nuancerer vores forståelser af PFAS-problemet, siger kontorchef Jane Hansen fra Miljøstyrelsen.
Der blev taget vandprøver på i alt 20 lokaliteter i en afstand fra seks til 300 kilometer fra kysten. På otte af lokaliteterne blev der fundet et eller flere PFAS.
- Vandprøverne giver et øjebliksbillede og dermed en indikation af niveaet af PFAS i Nordsøen. Det kræver flere målinger at vurdere, om grænseværdien er overskredet. Derfor giver nærværende målinger ikke en egentlig vurdering af miljøtilstanden, siger Jane Hansen.
Grænseværdien for PFOS i marint overfladevand, der i fagtermer kaldes miljøkvalitetskravet, er på 0,13 ng/L. Vurderinger af indhold i forhold til grænseværdien kræver mindst 12 årlige målinger på samme lokalitet.
Prøver fra to dybder
Resultaterne indikerer højere koncentrationer for PFOS på 0,27 -0,36 ng/L på målestationer cirka 30 kilometer fra kysten og faldende koncentrationer ned til 0,25 ng/L på målestationer 65 til 123 kilometer væk fra kysten. Der er ikke fundet PFAS længere ude end 123 kilometer fra kysten.
Resultaterne fra vandprøverne i Nordsøen bidrager til Miljøstyrelsens samlede billede af udbredelsen af forskellige PFAS i miljøet. Resultaterne vil blive delt i EU med henblik på at drøfte en videre proces for en vurdering af, om forekomsterne i den danske del af Nordsøen kan stamme fra udenlandske kilder.
Der blev taget prøver fra to dybder på hver lokalitet, i cirka fem meters dybde og i 17-75 meters dybde, men der blev ikke fundet tydelige forskelle på indholdet i de to dybder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.