
GULDBORGSUND: Venstre i Guldborgsund vil på byrådsmødet torsdag aften forsøge at samle opbakning til et forslag, der skal redde de ti store og nyopførte sommerhuse ved Marielyst fra nedrivning. Husene er opført i strid med lokalplanen, har Planklagenævnet afgjort, og naboer har anlagt retssag mod kommunen for at få husene revet ned.
Der har længe tegnet sig et flertal i byrådet for nedrivningen, som støttes af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten og indtil nu også af Venstre. Tilsammen 14 medlemmer. Imod nedrivning har hidtil kun været Guldborgsundlistens ti medlemmer, mens DF's fem har afholdt sig fra at stemme.
Men som Kommunen.dk skrev forleden, så smuldrer flertallet for nedrivning, fordi sagen har skabt uro og splittelse i Venstres bagland og byrådsgruppe. Og derfor ser der på forhånd ud til at være flertal imod nedrivningen inden byrådsmødet.
Ingen kommentarer
Venstre har ved to afstemninger i henholdsvis teknikudvalget og økonomiudvalget stemt for nedrivning, men forleden meddelte et af partiets fem byrådsmedlemmer, Lis Magnussen, at hun ikke vil støtte nedrivningen, og siden har Venstre arbejdet på en anden løsning. Kommunen.dk erfarer, at Venstre på byrådsmødet vil foreslå en ny lokalplan for området, hvor alle ti huse får lov at blive, mens området rundt om husene og reglerne for benyttelsen af husene til gengæld skal ændres, så naboerne vil opleve færre gener.
Det har ikke været muligt at få kommentarer fra Venstre forud for byrådsmødet. Gruppeformand Ole K. Larsen afviser at udtale sig på partiets vegne om den alternative løsning, fordi omtalen efter hans opfattelse vil forringe mulighederne for at få opbakning til forslaget.
Sympati
Hverken Guldborgsundlisten eller Socialdemokratiet har set et konkret forslag fra Venstre. Fra Socialdemokratiet siger Ole Bronné Sørensen, at partiet står fast på, at de ti sommerhuse skal rives ned.
Fra Guldborgsundlisten er der sympati for et muligt nyt forslag fra Venstre, siger Peter Bring-Larsen, formand for teknikudvalget, hvor et flertal har stemt for nedrivning. Guldborgsundlisten vil stemme for en retlig lovliggørelse af de ti sommerhuse, det vil sige en ny lokalplan, der skal gøre byggeriet lovligt.
Dansk Folkeparti, som har undladt at stemme hidtil, vil i aften stemme sammen med S, SF og EL for en nedrivning, hvis Venstre ikke gør det, siger René Christensen. Dermed tegner der sig et flertal på 15 for en ny lokalplan, der lovliggør husene, nemlig Guldborgsundlisten og Venstre og et mindretal på 14 for nedrivning, nemlig S, DF, SF og EL.
Advokat Stine Kalsmose Jakobsen, der repræsenterer de naboer, som har anlagt sagen mod kommunen, oplyser, at hverken hun eller hendes klienter har set eller hørt noget til et konkret forslag fra Venstre. Hun slår dog fast, at hvis byrådsflertallet stemmer for en retlig lovliggørelse, så vil retssagen mod kommunen med krav om nedrivning af alle ti huse fortsætte.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.