DK Nyt
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Økonomi
DK Job
Hillerød Forsyning har nu bestilt en advokatundersøgelse af blandt andet brugen af leasingaftaler.
Foto: Jakob Eskildsen

Hillerød Forsyning bestiller advokatundersøgelse

Noget tyder på, at fyrede chefers brug af leasede biler har påført forsyningen betragtelige ekstraudgifter.

HILLERØD: Bestyrelsen i Hillerød Forsyning har på et ekstraordinært møde besluttet at iværksætte en advokatundersøgelse af en række forhold, der fandt sted under den forrige ledelse. Det oplyser forsyningsselskabet.

I efteråret afdækkede en privat borger via aktindsigter store udgifter til bl.a. dyre firmabiler og høje lønninger. Det resulterede i, at først affaldsdirektør Peder Maltha Larsen og senere adm. direktør Søren Støvring måtte fratræde.

Men siden er ledelsen blevet opmærksom på nogle dispositioner foretaget af den tidligere ledelse om blandt andet forvaltning af selskabets leasingaftaler, og derfor skal en advokatundersøgelse nu belyse sagen.

Betragtelige ekstraomkostninger

Interne undersøgelser indikerer, at dispositionerne er foregået over en årrække. 

- Den konkrete forvaltning af leasingaftalerne ser ud til at have påført forsyningen betragtelige ekstraomkostninger. Derfor er der behov for, at en ekstern advokatundersøgelse får belyst dispositionerne til bunds. Bestyrelsen vil nu afvente undersøgelsen, før vi foretager os yderligere, siger bestyrelsesformand Klaus Markussen (V). 

Ifølge de interne undersøgelser er forsyningen blev påført ekstraomkostninger ved, at leasingaftalerne systematisk er indfriet før tid, og ved generelt at have kørt flere kilometer end indeholdt i aftalerne.

Det bliver Poul Schmith/Kammeradvokaten, der skal stå for undersøgelsen, som også kommer til at omfatte medlemmerne af den nuværende direktion. Det sker for at sikre, at bestyrelsen fortsat kan have tillid til den nuværende direktion, der også var en del af den tidligere ledelse, oplyser Hillerød Forsyning.

Udover advokatundersøgelsen vil direktionen også iværksætte en revisorundersøgelse, der skal styrke kontrolmiljøet. Desuden fremrykkes en whistleblowerordning, som man først havde planlagt at etablere i 2023.